De første spark, pasninger og første- berøringer er allerede sket for de lokale herrefodboldhold. Kvinderne må vente lidt endnu med at spille om points. 

Der venter holdene en spændende ny sæson, hvor der er sket ændringer i turneringsstrukturen. Det betyder, at når sæsonen er spillet til ende så vil der være mulighed for op- og nedrykningsspil alt efter om man ender på en 2. plads eller tredjesidsteplads efter turneringens kampe. I den forbindelse har Nibe Avis talt med førsteholdstrænerne i hhv. Nibe B samt St. Restrup IF om sæsonopstarten:

Henrik Bruun, Nibe Boldklub, serie 1
Nibe Boldklubs førsteholdstræner, Henrik Bruun ser tilbage på en god sæsonstart. Truppen har delt sine ugentlige to træningspas op. Den ene i Nibe mens den anden har været planlagt til AaB’s kunstgræsbane. Med kunstgræsunderlaget har Henrik Bruun brugt opstarten til at ligge på holdets taktik, hvor fokus har været at være mere boldbesiddende og spille mere på modstanderens banehalvdel. Det har spillerne taget positivt i mod. Dette har holdet også praktiseret gennem opstartens træningskampe, hvor der er blevet spillet godt fodbold. 

Holdet er nogenlunde status quo på spillersiden. Én enkelt er rejst; Andreas Corfitz. Mens ingen nye er kommet til. Det sociale vægtes, som det altid gør i Nibe Boldklub, højt. Det vil det også blive i den kommende sæson, fortæller Henrik Bruun.

Nibetræneren har svært ved at spå om den kommende sæson. Det ligner umiddelbart en svær pulje med to jyllandsserie-nedrykkere, men Henrik Bruun vurderer at holdet har potentialet til en top 3-placering.

Diana Bergmos, Nibe Boldklub serie 2 damer
Diana Bergmos er ny førsteholdstræner, på trænersiden, i Nibe Boldklub. Dette efter et halvår som spiller i klubben. Så den tidligere Fortuna Hjørring spiller kender i forvejen til klubbens niveau og kultur, før hun tog over som træner. Diana Bergmos fortæller om en god sæsonopstart, hvor der har været 16 – 18 spillere til træning. Det at møde op til træning ligger Nibetræneren meget på sinde. Spillerne skal have et godt træningsfremmøde for at komme i betragtning til både startopstilling som spillertrup til klubbens førstehold. Denne tydelige udmelding har spillerne taget rigtigt godt i mod, og virker i den grad motiveret for at yde deres bedste inden for disse rammer. Diana Bergmos har brugt opstartsperioden til at justere holdets formation. Således spiller holdet nu med en ”diamant” på midten. Det gør andetholdet også, fortæller træneren. Det handler, nemlig, om at strømline klubbens to dameseniorhold, så forskellen mellem disse to, bliver så minimal som mulig. Spillerne knokler virkeligt på til træningerne og udvikle sig positivt, hvorfor Nibetræneren også ser positivt på sit unge hold, hvor flere af spillerne er nyoprykket seniorspillere. Diana spår om en god sæson, hvor holdet har en god mulighed for at spille med i ”den sjove ende af tabellen”.  

Michel Valdemar, St. Restrup IF serie 2
Michel Valdemar, St. Restrup-træner, har for 6. år i træk styrpinden i St. Restrup IF. Han fortæller om en god opstart, hvor der i gennemsnit er 30 spillere til træning, hvilket er yderst positivt. Det spilmæssige har været godt, mens resultaterne i træningskampene har haltet lidt. Det har også været sekundært, da opstarten har været brugt på bl.a. at spille nye spillere ind omkring holdet. Både spillere, der er rykket op fra ungdomsholdene i klubben, mens Andreas Horskær og Martin Aagaard er ”vendt hjem” fra ophold i andre klubber. På minussiden er at holdets notoriske topscorer; Christian Montoya har været langtidsskadet, og forventes ude i sæsonstarten. 

Michel Valdemar vurderer puljen til en jævnbyrdig pulje, hvor mange af holdene kan tage points fra hinanden – dog med en favoritværdighed til LKB Gistrup. For Michel Valdemar handler sæsonen om ”etaper”, hvor første delmål er at sikre sig nok points til at holde nedrykningsspøgelset væk.