- Torsdag, 13. juni 2019
Nibe Boldklub havde torsdag i forbindelse med markering af klubbens 100 års jubilæum, inviteret alle 3. og 4. klasser i Nibe områdets skoler til en fodboldturnering, hvor vinderen kunne hjemtage en »pokal med store ører«, skænket til turneringen af Nibe Avis, der på samme måde fejrer 100 år i år.
Fodboldturneringen, der var navngivet »Skolernes Soccer Bowl« blev samtidig startskuddet for den første rigtige kamp på Nibe Boldklubs nye kunstgræsbane, en kamp, der stod mellem Frejlev Skole og Nibe Skole. Kampen sluttede 4-1 til Frejlev.
Gennem formiddagen var alle hold i kamp, og kl. 12.20 stod finalen så mellem Nibe skole og Sebber skole. Dramaet udeblev imidlertid ikke, da der i forbindelse med den ene semifinale blev nedlagt protest af Frejlev skole, der mente sig bortdømt, da spillere havde båret fodboldstøvler under kampen. Dette blev dog afgjort, og finalen kunne stå mellem Nibe og Sebber skoler.
De 18 minutter, finalen varede, bølgede kampen frem og tilbage, med Nibe som første målscorer. Nogle minutter senere fik Sebber udlignet, og denne stilling holdt kampen ud. Så måtte der straffespark til, og dommer Kurt Jensen lagde bolden på »pletten«. Spillerne gik til den, og efter de obligatoriske spark var stillingen 2-3 til Sebber skole, og jubelen kunne bryde ud.
Som nævnt gik pokalen, der erhvervedes ved at vinde turneringen, til Sebber skole, der efter finalen fik denne overrakt af avisredaktør Jacob Søndergaard.














