Nibe Boldklubs 100 års dag fredag blev en tur ad Memory Lane, og med et stort rykind af koryfæer fra klubbens seneste godt 50 år.

Der var lagt op til en både hyggelig og passende højtidelig dag, da Nibe Boldklub fredag passerede netop 100 års dagen for den formelle stiftelse, 19. juli 1919.

Klubben havde i regi af sin »klub 50« inviteret, og omkring 65 medlemmer, tidligere NB'ere og en række gæster havde efterkommet invitationen.

Gensynsglæden var stor blandt de mange fremmødte.

I sin velkomst nævnte NB-formand Knud Tobiasen året 2019, som fodboldmæssigt kulminerede i weekenden 13.-14.-15. juni med dels en skolefodbold turnering for 400 elever fra ni lokale skoler, dels besøg af DBU's Old Boys landshold, AaB's danske mestre 1995 og fremefter forstærket med et par NB'ere, Nibe Boldklub og Støvring / Aars – og dels »Store Kampdag« med 70 fodboldkampe på programmet.

Dernæst var det også en slags markering af jubilæumsåret, da klubbens bedste herrehold i serie 1 kæmpede med om den opryknings-givende plads til Jyllandsserien. Pladsen tilfaldt dog Aalborg Freja, men der er tid til en ny kamp om en plads i Jyllandsserien, idet efteråret ligeledes kan give oprykning. Når dette var sagt, erkendte Knud Tobiasen, at en plads som nr. 2 i serie 1 »ikke er så ringe endda«.

Jubilæumsdagen forløb i øvrigt med gensynsglæde og megen »ka' du huske« snak blandt de fremmødte, og et par timer gik nemt hermed i klubhuset. 

To nye æresmedlemmer
Som en del af klubbens markering af jubilæumsåret, blev der ved jubilæums receptionen 14. juni udnævnt tre nye æresmedlemmer, nemlig Ove Gade, Jørgen Pedersen og Kaj Erik Larsen (Norbert). I forlængelse heraf udnævnte Nibe Boldklub på selve jubilæumsdagen endnu to nye æresmedlemmer, nemlig Finn Trikker og Jørn Sørensen, der begge har en meget flot fodboldkarriere at se tilbage på – begge med fodbold opdragelse i Nibe Boldklub, og begge som spillere på det danske fodbold landshold.

Anekdoter fra den store fodboldverden
Nibe Boldklub havde til jubilæumsdagen formået Frits Ahlstrøm, der er tidligere og nuværende sports journalist og pressechef for UEFA og FIFA, til at kigge forbi Nibe Boldklub – og med sig havde han stribevis af anekdoter, som han rundhåndet fortalte til de 65 interesserede tilhørere. Frits Ahlstrøm har gennem et 50 årigt liv som sportsjournalist opbygget et personligt netværk til fodbold verdenens største profiler – her iblandt Sir Alex Ferguson, Franz Beckenbauer og José Mourinho.

Frits Ahlstrøm imponerede forsamlingen med anekdoter fra et liv i fodboldens verden.

Særlig gestus til Jørn Sørensen
Da Dansk Boldspil Union tidligere på årets skulle udnævne et nyt medlem af Fodboldens Hall of Fame, faldt valget på fodboldlandsholdet anno 1960, kaldet »Sølvholdet«. Med på holdet var dengang blandt andet Jørn Sørensen, der havde fået sin fodbold opvækst i Nibe Boldklub, og senere spillede for KB. Frits Ahlstrøm medbragte i den anledning at personligt diplom til Jørn Sørensen for æren som medlem af Fodboldens Hall of Fame, og Nibe Boldklub fik ligeledes en kopi af diplomet.

Frits Ahlstrøm (t.v.) overrakte et personligt diplom til Jørn Sørensen som bevis på Sølvholdets optagelse i Fodboldens Hall of Fame – og Nibe Boldklubs formand Knud Tobiasen (t.h.) modtog en kopi til Nibe Boldklub.

Læs mere i den kommende uges trykte udgave af Nibe Avis.