Nibe Roklubs aktiviteter og træning er som alle andre idrætsklubbers aktiviteter sat på vågeblus under denne tids corona-pandemi.

I den anledning har Nibe Roklubs kajakroere fået mulighed for at opsætte udstyr til fortsat træning, på hver sin isolerede hjemme-adresse i Nibe og i Skørbæk.

Tre søskende blandt landets bedste i hver deres klasse, træner tør-roning
Trods den kedelige udvikling med corona og deraf lukning af alt aktivitet i Nibe Roklub, giver de tre søskende Lærke, Søren og Silke Carøe Petersen den stadig fuld gas med træningen.

Omstændighederne er dog noget anderledes. Der er ingen træning med klubkammerater i Nibe Roklub, med roere og trænere fra Kano- og Kajakklubben Limfjorden, eller Silkeborg Kajakklub, som de ellers plejer at have glæde af. De må stå for alt træningen selv. Heldigvis har de hinanden, og det kan næsten føles som om alt er normalt når man sidder i kajakken på en forårsdag.

Men når de træner på land er meget anderledes. Nibe Roklub har gode træningsfaciliteter i klubbens motionsrum, som nu ikke er tilgængeligt, men så er de tre roere så heldige at de har lånt et af Nibe Roklubs kajak-ergo-

metre og et ro-ergometer (romaskiner, red.). Begge dele er midlertidigt installeret i forældrenes loftrum og bliver flittigt brugt i den daglige træning. Der er selvfølgelig mange ting at bekymre sig om i øjeblikket, der er større end træning, men de føler sig alle tre trygge ved at træningen nok skal være tilstrækkelig. Set i lyset af situationen lige nu, er der ret gode vilkår for de tre roere.

Forårets første stævne på vandet, Copenhagen Spring Regatta, som Lærke, Søren og Silke skulle have deltaget i sidst i april, er forståeligt nok aflyst, så de må lægge behovet for at konkurrere lidt på hylden i denne periode. Det har nok lange udsigter før de igen kan møde konkurrenterne, men indtil det sker, træner de videre derhjemme.

Også en planlagt træningslejr i Tyrkiet er aflyst.

Når forholdene i øvrigt giver mulighed for det, træner de tre også på vandet, hhv. på Halkær Å og Halkær Bredning.

Kajakchef træner hjemme til udsat løb i Estland og til sæsonens løb i havkajak
Nibe Roklubs kajakchef Jacob Norris fortæller her om sine mål og sin træning:

Dette års store udfording består for mig i at gennemføre ultraløbet Vohandu Marathon i Estland, som var planlagt til at være medio april. Det er nu udskudt til starten af september, og det gør nok ikke noget at jeg får nogle flere vand-km i armene inden jeg skal brænde 100 km af på en brusende flod sammen med 2700 andre deltagere. Efter nedlukningen af roklubbens facaliteter har jeg installeret kajakergometer og romaskine i stuen sammen med yogamåtte og bænkpres. Det giver en helt unik mulighed for at holde dampen oppe i disse lidt underlige karantæneuger.

Jacob Norris træner hjemme i privaten.

Jeg følger ikke de normalt kendte træningspas til sprint som jeg ved at vores ungdomselite følger, men har sammensat et udholdenhedsprogram til marathon.

Jeg har de seneste par dage krydret det lidt med input fra Rene Holten Poulsen, som har lavet et fælles karantæneprogram i facebookgruppen for kajakergometer-tosser.

Jeg forsøger at få ‘hverdagen’ til at passe med en-times træningspas i ergometeret, hvor fokuspunkter er pulskontrol, vejrtrækning og kadence variation. Det kan let styres af bpm arrangeret musik, som ligesom rospinning sørger for at give dig en rytme som passer med forskellige kadencer. Jeg har flere gode playlister som er en stor hjælp og fornøjelse. Kunsten er så at holde samme hastighed, gerne ca 10 km/t, under hele træningspasset, anset om kadencen ligger på 80 eller 110 anslag i minuttet. Det er præcist ligeså svært som det er i romaskinerne når vi tæsker derudaf i fællesskab til de ugentlige spinningssessioner.

Indendørstræningen bliver i disse dage krydret lidt med par ture rundt i Halkær Bredning med jævnt tempo for at få indarbejdet de tekniske øvelser fra ergometertræningen rigtigt.

Jeg håber sæsonens løb alle bliver afviklet, det første løb er Fænø Rundt (Middelfart) den 30/5, hvor jeg skal forsøge at gentage sidste års førsteplads på podiet.