HÅNDBOLD - 3. Division, herrer:

Tornby - Nibe:    35-19 (16-11)

Målscorere for Nibe: Mads Krogh 5, Frederik Dahl 3, Mads Espensen 3, Frederik Skoda 2, Gustav Hess 2, Jakob Schüsler 1, Anders Droob 1, Max Olsen 1, Andreas Brunsgaard 1

Efter en længere kamppause pga Corona udsat kamp og efterårsferie, var det den forløbne weekend tid til at komme i gang igen med håndbold turneringen. Denne gang på en svær udebane, mod Tornby, som havde 3 sejre af 3 mulige.

– Det lykkes desværre ikke at stoppe deres stime, lyder det fra træner Lasse Thomsen, som her fortæller fra kampen:

Vi fulgte godt med fra start og der var skiftende føringer indtil 9-9. Derefter blev vi desværre ramt af et par udvisninger og en skidt afslutning på 1. halvleg. Og for at gøre det værre, fik Gustav Hess direkte rødt kort, da han uheldigvis ramte en modstander i hovedet med bolden, på et frikast efter de første 30 minutter.

De første 10 minutter i 2. halvleg var tilsvarende dårlige, og vi kom hurtigt bagud med 10 mål. Vi brugte derfor de sidste 15-20 min på at teste alternativt forsvar. 
Det var en kollektiv off-day, og kombineret med et godt Tornby hold, var der desværre ikke nok at skyde med til at hente point i det vendsysselske.

Vi kigger allerede nu videre mod ugen der kommer, hvor vi torsdag skal til vores udsatte kamp i Aars, efterfulgt af besøg fra Hjørring på søndag i Nibe. Vi håber på god opbakning, så holdet kan rejse sig bedst muligt fra skuffelsen i Tornby, slutter Nibe-træneren.