HÅNDBOLD - 3. Division, herrer

Aars - Nibe HK: 21-28 (13-11)

Målscorere for Nibe: Anders Droob 7, Mads Espensen 5, Andreas Brunsgaard 5, Mads Krogh 4, Kasper Høygaard 4, Frederik Dahl 2, Jakob Schüsler 1, 

Kampens spiller: Mathias Jensen 

3. division herrer havde i den grad brug for oprejsning i torsdagens kamp mod Aars, ovenpå det tunge nederlag i lørdags. En kamp som desværre sluttede med et bittert efterspil i form af karantæne til Gustav Hess og skade til Frederik Skoda. Men med 30 spillere til træning i tirsdags, viste spillerne at der stadig er konkurrence på alle pladser! 

Nibes træner Lasse Thomsen beretter fra kampen:
– Kampen i Aars startede desværre fuldstændig som kampen i lørdags sluttede. 
Vi blev nemt overspillet i forsvaret og var uskarpe i vores afslutninger. Efter 7 minutter var vi bagud 8-1. 

Der blev grebet lidt dybere i den taktiske værktøjskasse og ændret på spillet i begge ender af banen. Samtidig med at Mathias i målet spillede sig op, det gjorde at vi langsomt spiste os ind på Aars.Kun bagud med 2 ved pausen, havde vi bestemt genvundet troen på at vi kunne få point med.

Drengene fandt den rigtige fighterånd frem og 2. halvleg udviklede sig perfekt for os. Aars kunne ikke løse vores forsvar anført af 3 stærke stregspillere. 

Og i vores angreb slog Mads Krogh og Anders Droob sig løs, så vi vandt de første 15 minutter med hele 10 mål! Sejren var dermed sikret og derfra gik der lidt autopilot i den.

Nu glæder vi os til søndag, hvor Hjørring kommer på besøg. Denne gang forventer trænerteamet at vi leverer 60 gode minutter foran hjemmepublikummet, slutter Lasse Thomsen.