FODBOLD – SERIE 2

St. Restrup IF– KVIK/Aalestrup: 4-1 (1-1)

Målscorer: 1-0: Andreas Horskjær, 2-1: Theis Vad, 3-1: Nicolai Olsen, 4-1: Andreas Horskjær

Søndag eftermiddag kunne St. Restrup IF tage hul på sæsonen i serie 1 – efter mere end 23 års fravær i netop denne række og på dette niveau. Kampen stod mod gæsterne fra KVIK/Aalestrup, som havde en yderst god præstation i benene fra pokalturneringen; ”Sydbank Pokalen”, hvor de tabte knebent med 1-2 til danmarksserieholdet fra Kjellerup.

St. Restrup-træner Michel Valdemar måtte til opgøret undvære Jens Holt og Lasse Møldrup, som begge er ude med skader.

St. Restrup IF kom godt fra start i opgøret, hvor de kort inde i opgøret bragte sig på 1-0. Andreas Horskjær sendte bolden flot i mål – i det det lange hjørne med venstrebenet. Efter 12 minutter bragte KVIK/Aalestrup atter balance i opgøret, da de udlignede til 1-1. Efter scoringen bibeholdt St. Restrup IF deres kloge presspil mod KVIK/Aalestrup, der i deres 3-5-2 formation havde svært med at finde løsninger over for dette. Trods spilovertaget til hjemmeholdet var det helt lige efter kampens første 45 minutter.

Anden halvleg stod der St. Restrup IF på. Der blev spillet godt offensivt fodbold, mens hjemmeholdet ikke gav noget væk defensivt. Efter 60 minutters spil sendte Theis Vad St. Restrup IF på vinderkurs, da han, efter et hjørnespark, headede bolden i mål til 2-1. Kort tid efter satte hjemmeholdet et godt angreb op, og med hurtig fart fra William Elkjær kunne han spille Nicolai Olsen fri, som scorede til 3-1. Mod kampens slutning leverede St. Restrup IF’s Oliver Lendzian klogt, og stærkt, angrebsspil, da han snød KVIK/Aalestrup-forsvaret, som endte med at nedlægge ham i målfeltete. Straffespark dømte dommeren korrekt. Denne mulighed omsatte Andreas Horskjær sikkert fra 11-meter-pletten, og scorede til slutresultatet 4-1. Dermed kunne St. Restrup IF trække tre point med sig fra sæsonens første kamp som nyoprykkede serie 1-hold.