- Tirsdag, 26. oktober 2021
58 børn i alderen 10-15 år samt flere aktive trænere og frivillige hænder brugte i efterårs- ferien tre dage på håndbold i Frejlevhallen.
Gensynsglæden med håndboldskolen var stor, da den har holdt ufrivillig pause de sidste to år grundet covid-19. Samarbejdsklubben Svenstrup-Godthåb IF var også inviteret, og herfra deltog flere spillere. Det gav kammeratskabet et ekstra positivt pift, fortæller Mette Abildgaard fra RIF Håndbold til Nibe Avis.
Håndboldskoledagene var fyldt til randen med forskellige håndboldøvelser, kombineret med anderledes aktiviteter, der via en økonomisk håndsrækning fra DGI’s »genstartsmidler« gav det hele et ekstra løft. Der blev bl.a. spillet UV-håndbold til stor fornøjelse. Det for også at prioritere det sociale element på håndboldskolen.
På tredjedagen blev der spillet en »VM-turnering« til den helt store guldmedalje. Med sammensatte hold på tværs af alder og køn blev der kæmpet på bedste vis, hvor der i løbet af kampene blev taget helt utraditionelle hjælpemidler i brug.
Aalborg Håndbold dukkede også op med tre veloplagte spillere i form af Buster Juul, Jonas Samuelsson og Sebastian Barthold, der gav håndboldskole-eleverne og deres søskende autografer. En stor oplevelse, fortæller Mette Abildgaard
– Ingen tvivl om at årets håndboldskole var en succes. St. Restrup IF fik stor økonomisk opbakning og skøn forplejning fra virksomhederne Luksusbaby og Nadias Sandwich, slutter Mette Abildgaard.








