RIF’s hovedbestyrelse kunne i den forgangne uge byde velkommen til en ekstraordinær generalforsamling. 

Her var der flere spændende punkter på dagsordenen bl.a. »Valg af ny formand«. Det skyldes, at St. Restrup Idrætsforenings hovedformand, Jeanette Pagh Emmanuelsen, efter fire år ved roret har ønsket at træde af på denne post. Endvidere skulle 

den historisk store fremmødte generalforsamling også stemme om nye vedtægter for idrætsforeningen. 

Ny hovedformand
Som konsekvens af at den siddende formand Jeanette Pagh Emmanuelsen, gennem de sidste måneder, har varslet sin afgang som formand for at fokusere på andre opgaver i idrætsforeningen, har klubben på de indre linjer arbejdet for at finde hendes afløser. Denne var nu fundet, hvorfor idrætsforeningen kunne indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Her valgte generalforsamlingen Johanne Priem Bugge, der gennem de sidste 2,5 år har siddet som formand for fodboldafdelingen. Den afgående hovedformand Jeanette Pagh Emmanuelsen fik en stor tak fra alle i St. Restrup Idrætsforening, og et stående bifald for sine mange flotte tiltag og bedrifter de sidste 4 år. Jeanette fortsætter som frivillig i klubben som tovholder for et nyt tværgående »Event-udvalg«.

Den nye formand, Johanne Priem Bugge udtalte til Nibe Avis: – Jeg glæder mig som hovedformand til at arbejde med at implementere de gode og vigtige ambitioner, vi har i hovedbestyrelsen. Vi skal have endnu mere samarbejde og sammenhold på tværs af vores afdelinger. Vi skal have indkørt et nyt digitalt system, der gør det lettere for medlemmerne og de frivillige at være en del af klubben. Vi kommer til at sætte fokus på branding samt kommunikation og på flere vigtige anlægsprojekter så som etableringen af en miljøvenlig kunstgræsbane og et skabe et Kultur- og Idrætscenter ved sammenbygning af idrætshallerne.

Nye vedtægter  
St. Restrup Idrætsforenings hovedbestyrelse har gennem de sidste år arbejdet på at skabe et fundament, så idrætsforeningen bliver en mere attraktiv og moderne idrætsforening de kommende år, og være klar til at kunne favne de mange nye medlemmer, der vil komme som følge af de store udstykninger i Frejlev. Et arbejde som er mundet ud i et forslag om nye vedtægter, der passer ind i denne fremtid for foreningen. Alle de fremmødte på generalforsamlingen stemte for enstemmigt for de nye vedtægter. 

På årets sidste Koordineringsmøde i St. Restrup IF’s fodbold afdeling blev der konstitueret en ny formand. Heidi Aabech har været tøjkoordinator i klubben og påtager sig nu formandsposten frem til næste valg, da Johanne Bugge få dage forinden blev valgt til hovedformand i St. Restrup IF. Til venstre på billedet den afgående forbold formand Johanne Bugge, sammen med den konstituerede Heidi Aabech.