- Mandag, 6. december 2021
HÅNDBOLD - herrer, 3. division
Nibe HK - Hjallerup 33-29 (13-12)
Mål for Nibe HK: Mads Krogh 9, Casper Drensborg og Gustav Hess hver 6, Benjamin Batsberg 4, Frederik Dahl 3, Max Olsen og Jakob Schüsler hver 2, Christian Hedegaard 1.
Til dagens kamp manglede holdet skadede Michael Pedersen i målet og Andreas Brunsgaard, der desværre måtte opgive undervejs i opvarmningen.
Nibes træner Lasse Thomsen forklarer om kampen:
Hjallerup kom på besøg, en lidt ubekendt modstander, da vi ikke kunne vide om de havde spillere med fra deres 1. hold, som topper 2. division.
Så først en times tid før kampen, kunne vi endelig forberede os på dem vi skulle møde på dagen.
Desværre for os, havde de til denne kamp flyttet et par spillere fra 1. holdet og det var tydeligt, at de kom for at få hentet 2 point og komme lidt fremad i tabellen. Heldigvis skulle det vise sig at det ikke var nok!
Fra start var hjemmeholdet godt forberedt og fik trukket fra Hjallerup. Først flere gange med 3-4 mål, så længe luften holdt blandt holdets bærende spillere. Men frem mod slutningen af 1. halvleg kom Hjallerup helt tæt på og Nibe skulle være glade for Mathias Jensen i målet, som igen havde en rigtig fin kamp.
– Vi følte dog, at Hjallerup havde læst os og gik til pausen for at få pisket noget humør ind i spillerne og få den luft, vi havde brug for til 2. halvleg, kommenterer Lasse Thomsen.
Trenden fra afslutningen af 1. halvleg fortsatte, og hjemmeholdet var ret hurtigt bagud med 2-3 mål. Hjallerup sad tungt på kampen med deres bedste spillere på banen samtidig og de gul/sorte spillere fra Nibe kæmpede for at løse det i begge ender af banen.
På dette tidspunkt prøvede hjemmeholdet noget mere offensivt forsvar, kombineret med et lidt hårdere pres på egen kontra og fik sat nogle andre spillere i fokus i angrebet, hvilket fik kampen til at svinge igen. Da Nibe først kom foran, vækkede det lige de sidste kræfter frem i spillerne, så hjemmeholdet faktisk endte med at køre en forholdsvis sikker sejr hjem.
Stor ros til spillerne, som kæmpede med alt hvad de kunne og sørgede for at lægge god afstand til bunden af tabellen, slutter Nibe-træneren.
Nibe ligger nu på en 5. plads, stærkt fulgt af Tornby, som i årets sidste kamp er Nibes næste modstander, lørdag på udebane. Vinder Nibe her, tager holdet lidt mere afstand og konsoliderer sig på 5. pladsen.









