FODBOLD – SERIE 1

St. Restrup IF– Biersted: 1-0 (1-0)

Målscorer: 1-0: Mike Kristensen

Fredag aften kunne St. Restrup IF tage hul på sæsonen i serie 1 – efter de efter en enkelt sæson nede i serie 2 atter er at finde blandt serie 1-holdene.

Modstanderen i første runde var gæsterne fra Biersted, der ligesom St. Restrup IF er oprykkere til serie 1. St. Restrup-træner Michel Valdemar havde til opgøret ændret sin formation til 3-5-2, da skader, spillerafgang og spillere, der holder fodboldpause gjorde at dette var den stærkeste udgangsformation.

St. Restrup IF kom godt fra start i opgøret, der i øvrigt blev spillet på opvisningsbanen, som har været ukampdygtig i mere end to sæsoner grundet et kommunalt renoveringsprojekt af denne. Det var tydeligt, at når hjemmeholdet fik sin boldomgang op at køre, så var der klart forskel på de to holds indbyrdes styrkeforhold. Efter 35 minutters spil blev hjemmeholdets anfører, Malthe Kristensen, ureglementeret stoppet i Biersteds målfelt, og dommeren dømte korrekt straffespark. Dette eksekverede Mike Kristensen sikkert til et 1-0 føringsmål. I de sidste sekunder af første halvleg blev hjemmeholdets Patrick Lindberg vist ud med gult kort. Dette ændrede ikke ved stillingen, som også viste 1-0 da dommeren fløjtede spillerne til pause i sommervarmen.

Anden halvleg startede med et hjemmehold, der havde fokus på den defensive organisering, da de var en mand i undertal. Denne disposition holdt vand, og efter 55 minutters spil var de atter fuldtallige. Det var et godt kæmpende hjemmehold, der holdt Biersted fra de store målchancer. Dog måtte de ufrivilligt skifte ud to gange, da både målscorer Mike Kristensen og Theis Vad måtte udgå med skader. Trods de ufrivillige ændringer i den taktiske disposition, så kunne hjemmeholdet trække sig sejrrigt ud af opgøret med 1-0 på måltavlen, da dommeren fløjtede kampen af efter 90 meget varme minutter i sommervarmen – på et iøvrigt velbesøgt Frejlev Stadion denne fredag aften. 

St. Restrup IF vandt med 1-0 over Biersted i sæsonåbningen. I billedet er det bagerst fra venstre: Træner Michel Valdemar, Riad Besic, Nichlas Søe Worch, Emil Fisker, Jens Holt, Theis Vad, Patrick Lindberg, Malthe Kristensen, assistenttræner Thomas Horskjær, målmandstræner Morten Harbo Larsen. Forrest fra venstre: Lasse Bukh Møldrup, Mads Lynge Jacobsen, William Elkjær, Nicolai Olsen, Fahim Alekuzai, Mike Kristensen, Johan Tarp Pedersen og William Tarp Pedersen