
- mandag, 13. marts 2023
HÅNDBOLD: 3. division, Herrer
Aalestrup IF – Nibe HK: 26-25
Nibe HK’s bedste herrehold i 3. division spillede den forløbne uge turneringskamp mod Aalestrup IF, der med sit hold ligger på en 3. plads, hvor Nibe pt. ligger på en 8. plads i 3. division.
Med træner Lasse M. Thomsens ord, så blev det en tæt kamp, som det næsten altid er mod Aalestrup.
– Det er to hold, der kender hinanden rigtig godt, og det blev derfor lidt af en taktisk affære.
– Vi var desværre igen ramt af afbud grundet skader og arbejde. Det har været gennemgående over de seneste måneder, og blev desværre også afgørende for os. Vi manglede helt enkelt de sidste ressourcer til at afgøre en meget tæt kamp, siger Lasse M. Thomsen til Nibe Avis.
– Nu er fokus rettet mod hjemmekampen mod Løgstør på lørdag, hvor vi gerne skulle stå stærkt og presse Løgstør mod bunden af tabellen, slutter Nibe-træneren.