HÅNDBOLD: 3. division, herrer

Nibe HK - Løgstør 27-21

Det blev en længe ventet revanche ved weekendens kamp mod Løgstør HK, efter at Nibe HK's bedste herrehold spillede uafgjort i den første kamp i sæsonen i Løgstør.

– Dengang synes vi, at vi var det bedste hold, men manglede spillere gjorde at vi ikke havde bredden til at tage begge point og måtte nøjes med uafgjort, lyder det fra træner Lasse Thomsen.

I lørdags fik holdet så begge points.

Lasse Thomsen: – Løgstør spillede de kort, de kunne, men vi synes aldrig at sejren var i fare og den burde nok også have været større end de 6 mål, den blev.

– Vores angreb fungerede rigtig fint og vi kom til kæmpe chancer i løbet af hele kampen, men brændte for meget, hjulpet af en god Løgstør målmand.

– Særligt Frederik Skak, Mads Krogh og Gustav Hess gjorde det svært for Løgstør at indhente os. Og i forsvaret, hvor vi måtte undvære styrmand Andreas Brunsgaard, fandt vi et godt niveau, der stressede Løgstør til mange fejl. Og vi er meget tilfredse med, at Løgstør kun scorer 21 mål.

Nu venter Farsø og Nøvling i de sidste to kampe.

Begge hold rykker ned fra 3. division i foråret, og vi må derfor være favoritter til at tage sejren mod dem, slutter Nibe-træneren.

Frederik Skak (t.v.) og Magnus Veggerby (i midten) blev af klubben hædret for hhv. 100 og 50 førsteholdskampe. Til højre klubbens formand Andreas Sondrup, der roste de to spilleres indsats gennem de mange kampe.