Flot slutspurt i foråret ikke nok for Nibe, der fortjent taber playofffinalen til Svenstrup og må ned i serie 2

Svenstrup som Nibe kæmpede med om den direkte plads om oprykningen til serie 1 i efteråret skulle lørdag se om de kunne få has på Nibe. En sejr til Svenstrup ville sende dem i serie 1 og Nibe ned i serie 2. Svenstrup havde dermed alt at vinde og Nibe havde alt at tabe.

Dette kunne ses i alle 90 minutter, hvor udeholdet vandt næsten alle dueller og 2.bolde. Nibe viste kun i glimt sin klasse med hurtigt kombinationsspil men den sidste skarphed manglede i de afgørende situationer. Nibe fik den værst tænkelige start og kom bagud 0-1 efter et indkast, hvor nogle ikke var helt klar fra start. Svenstrup stod for det meste i starten af kampen men Nibe fik langsomt arbejdet sig ind i opgøret. Schunck var tæt på og også Laurits Anker Rasmussen havde et hovedstød kort forbi mål. Mod slutningen af 1.halvleg fik udeholdet igen overtaget og kunne sagtens have scoret til 2 og 3-0.

2.halvleg var ikke noget at skrive hjem om. Nibe forsøgte kampen igennem men fandt aldrig den nødvendige kvalitet i sit spil og Svenstrup kunne fortjent afgøre kampen kort før tid.

En ærgerlig afslutning på et udfordrende forår, hvor Nibe virkelig fandt sit sande jeg mod slutningen af sæsonen og havde vundet 4 kampe i træk, pokalkampe inklusive, lyder det fra cheftræner Allan Nicolajsen.

Jakob Rise udtalte efter kampen: – Det er jo ikke i dag vi rykker ned. Højslev og St. Restrup hjemme samt Dronningborg og Løgstør ude skulle vi have haft mere ud af.

Gustav Sløk supplerer: – Måske det er sundt på nuværende tidspunkt, at vi rykker ned. Vi har en gennemsnitsalder på 21 og har fået hår på brystet dette forår, som vi kan tage med os videre.

Fra hele holdet skal der lyde en stor tak for den enorme støtte, som der har været hele foråret. Vi betaler tilbage med at få sejre i hus i efteråret, siger cheftræneren, der sender en stor tak til Angel Martinez som har valgt at takke af for denne gang som holdleder. Det har været en sand fornøjelse og de mange jubelkram vil blive savnet på sidelinjen.

Slutteligt skal der lyde en stor tak til Bertil Lasthein, som lørdag spillede sin sidste kamp (for nu) da han skal ud at opleve hvad verden har at byde på. En klog og talentfuld spiller og ikke mindst en sympatisk ung knægt som vil blive savnet både på og udenfor banen, slutter Allan Nicolajsen.