På mandag den 10. juli ringer vækkeuret hos to Nibe familier ekstra højt og ekstra tidligt da hver familie skal sende en gymnast med morgenflyet fra Billund til træningslejr i Kuortane i Finland. 

Laura Berg Iversen og Sarah Birkholm Andersen, begge 11 år og begge fra Nibe, dyrker Idrætsgymnastik – måske bedre kendt som redskabsgymnastik, i Aalborg Idræts Gymnastikforening, hvor de træner fem dage om ugen i tre timer ad gangen. Både Laura og Sarah er tidligere kåret som Danmarksmestre, og de har gjort sig så flot bemærket at de nu, som de eneste to gymnaster i Danmark, begge er blevet inviteret til et 10-dages træningsophold for elitegymnaster i Finland af det europæiske Gymnastikforbund – European Gymnastics. Under opholdet skal de træne med de bedste gymnaster fra andre europæiske lande - topgymnastiknationer på verdensplan. At lære fra de bedste eksperter giver både læring og inspiration til gymnaster og trænere. Samtidig er der naturligvis rig mulighed for at skabe netværk og venskaber på tværs af landegrænser. AIG’s mangeårige formand, Bent Brandtoft, glæder sig over den enestående mulighed, to af klubbens gymnaster har fået: 

– Laura og Sarah er to af de mest talentfulde idrætsgymnaster i AIG. Vi er meget glade for at de sammen med deres træner Louise Brandenborg Jensen er blevet udtaget til at deltage i den internationale lejr i Finland. Det bliver uden tvivl en kæmpe oplevelse og vil garanteret have stor afsmittende effekt på vores mange talentfulde pigers daglige træning, fortæller Bent Brandtoft.

En del af ferien
At træningslejren ligger midt i sommerferien, hvor andre familier ofte tager på eventyr sammen, tænker Laura Iversen ikke så meget på: – Vi har jo en lang sommerferie og jeg ved, at jeg skal på ferie med min familie efter træningslejren, så det betyder ikke så meget med de ti dage. Jeg vil jo gerne blive endnu bedre til gymnastik, fortæller Laura, der ligesom Sarah, har glædet sig meget til træningslejren. 

Trampolin og airtrack
Når pigerne ikke træner i AIG, slapper de af hjemme, som kun en gymnast kan slappe af. Nemlig ved hjælp af trampolin i haven eller en såkaldt ’Air track’ som er en lav, hårdt pumpet luftmadras som bruges til at træne spring og saltomortaler eller på en hjemmelavet balancebom i officielle mål. Så oveni de mange timers ugentlig træning i klubben, selvtræner de i utallige timer hjemme.

Elitetræner med
Pigerne bliver ikke sendt alene ud i den store verden. Som nævnt, får de følgeskab af deres daglige elitetræner fra AIG, Louise Brandenborg Jensen som tilmed deltager som træner på træningslejren. Louise ser mange gevinster ved at tage turen til Finland:  – Jeg glæder mig enormt meget til at skulle afsted med pigerne. Vi får helt sikkert en kæmpe oplevelse gymnastikmæssigt, fordi vi skal træne med nogle af de bedste gymnaster, trænere og gymnastikeksperter i Europa. Jeg håber også, at pigerne får nogle nye venskaber på tværs af landegrænser – venskaber som kan holde mange år med gymnastikken i centrum.

Derudover glæder jeg mig også til ti dage i selskab med to dejlige piger. Det er skønt og sjældent, at børn i den alder er så dedikerede til deres sport og hellere vil rejse på træningslejr end at sidde med vennerne på TikTok. Så fantastisk, at pigerne får muligheden og at familierne vil bakke op om denne tur, fortæller Louise Brandenborg.

Som idrætsgymnast deltager man ofte i konkurrencer og træningsophold i ind- og udland. Det medfører naturligvis udgifter, men det har de to Nibe gymnaster også en pragmatisk løsning på. De har brugt meget af deres sparsomme fritid på at producere perlearmbånd og hår- elastikker, som de har solgt til venner, familie, på deres forældres arbejdspladser og i klublokalet i AIG.

Den sidste af de fire danske deltagere i Finland er elitetræner Simon Hjorth Hermansen fra Greve Gymnastik og Trampolin.