FODBOLD – AaB – Nibe  4-1  (4-0)

Målscorer: Kirstine Kærsgaard

I de første 30 minutter i kampen mod AaB`s ligareserver var det som om at Nibes Jyllandsserie kvinder ikke var mødt op på Hornevej i Aalborg Øst. Selv om Nibe havde et par kontrastød hvor Rikke Nicolajsen og Kirstine Kærsgaard kunne have pyntet på pausestillingen, så var det AaB på hele 1. halvleg hvor de grønne nærmest var statister og stod og så på i alt for mange afgørende situationer. Det hjalp heller ikke på det at Caroline Mathilde Lund og Mathilde Rask begge måtte udgå med skader midt halvlegen. I pausen fik man justeret lidt i de indbyrdes aftaler ved det høje pres på AaB`s målspark og blev enige om at gå lidt mere til stålet, få lavet nogle spilstop midt på banen for at genere modstanderne så meget som muligt. Det var et helt forvandlet Nibehold der var klar fra start til de sidste 45 minutter og pressede Ligareserverne til en hel del boldtab og det gav hurtigt resultat i en reducering ved Kirstine Kærsgaard der opfangede en løs bold efter et frisparksindlæg fra Marie Vasegaard og resolut bankede den i kassen. Nibe sad på 2. halvleg og AaB kom ikke frem til en eneste målchance. Havde skarpheden været lidt større så kunne der sagtens være pyntet noget mere på slutresultatet.

”En skidt start som vi heldigvis fik rettet op på i 2. halvleg - en indsats vi kan være stolte af”, udtaler kampens spiller Laura Engberg.

Næste kamp er hjemme på lørdag hvor der skal 3 point på kontoen mod Tornby hvis holdet skal over nedrykningsstregen.