FODBOLD: Serie 2

Nibe - Farsø/Ullits: 1-0 (0-0)

Mål for Nibe: Jakob Rise.

Kampens spiller: Mads Vasegård.

Der var varmt. Der var meget varmt 2. pinsedag kl. 14.00 på Nibe stadion, hvor værterne tog imod Farsø. En kamp der kunne bestemme, hvem der på nuværende tidspunkt skulle være førsteudfordrer til rækkens nummer et.

Efter at Nibe startede bedst på bolden, uden at blive synderligt farlige foran mål, var det i stedet Farsø, der ved flere lejligheder kom til store chancer. Heldigvis var Nibes målmand, Anders Lund, mere skarp end spillerne fra Farsø. Således endte første halvleg med stillingen 0-0.

Fra anden halvlegs start havde Nibe lavet tre ændringer for at kunne holde det høje pres på Farsø, så Far-sø blev nødt til at sparke mere, end de kunne spille på jorden. Det lykkedes også ganske glimrende, og Farsø var kun ved ganske få lejligheder omkring Nibe målfelt i hele anden halvleg.

Cirka midt i halvlegen tilkæmpede Kristian Berger sig bolden i Farsøs felt, hvorefter han spillede bolden til en helt fri Mathias Svendsen, men han måtte desværre se sin afslutning flot taget af den dygtige Farsø keeper.

Det begyndte så småt at ligne et 0-0 resultat som i de to holds første møde, men med ti minutter tilbage dukkede troldmanden Harry Potter a.k.a. Jakob Rise op, og med det der nok bedst kan betagnes som et mislykkedes indlæg fra venstre side, sendte han bolden over keeperen og ind i målet. Til stor overraskelse for alle.

Farsø skulle selvfølgelig længere frem på banen, men Nibe var egentlig tættere på 2-0, end Farsø var på en udligning.

Cheftræneren udtaler: ’En kamp hvor vi rammer rigtigt med taktikken, men det kræver jo selvfølgelig at spillerne også udfører teorien i praksis, og det mener jeg, at de gør flot i dag. Vi står lige nu med et luk-susproblem, da vi nærmest har samtlige spillere til rådighed, og derfor må vi sætte rigtig dygtige fodbold-spillere af til kampene. Jeg håber, at vi kan få minimeret afbud til den sidste måneds træninger og kampe. I så fald kan det gå hen og blive rigtig spændende i toppen’.

Næste kamp for Nibes serie 2 herrer er på fredag den 24.5. kl. 18.30 på udebane mod Aalborg Chang. Første kamp mellem de to hold endte med en sejr på 2-1 til Chang, så Nibe har revanche til gode.