
- Torsdag, 18. juli 2024
Den lokale DcH ekvipage Hanne Sten Hansen og Kia, der i dette år har valgt at sætte DcH lydighed på pause, blev alligevel fristet, da DcH Herning lagde en IFH2 sporhundeudtagelsesprøve til DM op.
Træningsmæssigt er spor absolut ikke sat på pause for ekvipagen, så det kunne da være sjovt, hvis det kunne lykkes at få en plads til dette års Danmarksmesterskab, siger Hanne Sten Hansen til Nibe Avis.
IFH2 spor er 1800 skridt langt med 8 sider, heraf 1 bue med en radius på 30 m, 7 genstande, mindst 2 spidse vinkler, 3 timer gammelt og 2 afledninger, dvs, at en anden person end sporlæggeren har krydset sporet 2 gange en halv time, før det skal gåes af ekvipagen.
Markens underlag var ca. 30 cm højt kløvergræs og dagens store udfordring var at få alle 7 genstande med hjem, da de nemt kan forputte sig og at hundene ikke skulle fristes til at gå af på afledningerne.
Der trækkes lod 2 gange. Først hvilken gruppe, man er i og her trak Hanne og Kia gruppe 1, som bestod af 3 ekvipager. Herefter lodtrækning mellem de 3 i gruppen, om hvilken rækkefølge sporene skulle gåes. Her træk Hanne og Kia dagens første spor.
Kia var i sit es og lavede dagens højeste pointscore, nemlig 96 (max er 100 point) og prædikatet ”fortrinligt”. Dermed skulle billetten til Danmarksmesterskaberne, der finder sted I Grindsted-Billund sidst i september måned være sikret.