HÅNDBOLD – 3. division, herrer

Nibe HK 30 – 22 Svenstrup Godthåb IF

Målscorere for Nibe: Frederik Dahl 6, Henrik Jensen, Frederik Skak og Gustav Hess hver 4, Mads Krogh og Mads Espensen hver 3, Mikkel Høj 2 og Lasse Roéd hver 2, Nicolai Emborg og Kristian Hannesbo hver 1.

Tirsdag aften tog de gule nibenitter imod et hold fra Svenstrup, som allerede havde sikret sig en nedrykningsbillet til Danmarksserien efter jul. Og Nibe havde heller ikke det store at spille for i tabellen, så det handlede faktisk mest af alt om at komme fra kampen med en god følelse og selvtilliden i behold. Og det kunne kun en sejr sørge for.

Det startede da også i damp og røg og vupti, så var der en hjemmeføring på 8 – 3. Masser af fart og god defensiv. Det var åbenbart opskriften.

Men det glemte man så lidt som halvlegen skred frem, og pludselig havde man, det man kalder en rigtig Svenstrup-kamp. En masse bøvl, dueller, lange angreb, brændte chancer og irriterende boldtab og frustration. Sådan er det bare altid mod Svenneren. Til halvleg var det lige; tro det eller lad være: 14 – 14.

Nibes Nicolai Emborg sender læderet afsted gennem Svenstrup-forsvaret, mens Henrik Jensen kæmper på stregen.

Men opskriften var jo fundet frem. Nu skulle man bare til at følge den igen i anden halvleg. Farten sku’ findes frem igen, og det stod i særdeleshed Gustav Hess for, men vi skulle helt frem mod kampens sidste kvarter før defensiven også begyndte at få fat for alvor. Og det havde bestemt ikke noget at gøre med, at der manglede redninger. 16 styks stod Sebastian Stjernholm noteret for. Det er mere end godkendt, lyder det fra træner Nicolai Emborg.

Men så gik det også stærkt til sidst, og et relativt lige opgør svingede pludselig over og lignede en sikker sejr på 8 mål til hjemmeholdet. Præcis det resultat, vi også havde håbet på inden kampen. Men måske ikke helt det kampforløb, vi havde satset på. Sådan er det, erkender Nicolai Emborg.

Torsdag aften ta’r de gule en tur til Randers for at lukke efterårssæsonen ned i en kamp, hvor randrusianerne har revanche til gode. 3. pladsen i puljen kan sikres, og det ser jo pænere ud end en 4. plads trods alt, slutter Nibe-træneren.  / JS