
- Mandag, 13. januar 2025
Der forventes kamp om tilskuerpladserne, når den tilbageværende spillertrup fra Aalborg Håndbolds ligatrup tirsdag i næstkommende uge spiller træningskamp i Nibe.
Mens de største spillerprofiler fra Aalborg Håndbolds ligatrup for tiden er med landsholdet til VM i håndbold, skal den tilbageværende spillertrup holde formen ved lige. Det sker – ud over daglig træning – ved en træningkamp mod Aarhus Håndbold Herrer fra 1. division.
Kampen er henlagt til Nibe Idræts- & KulturCenter tirsdag d. 21. januar, og der bliver så mulighed for at opleve nogle af de største profiler i dansk håndbold – når man lige undtager spillerne på landsholdet. Blandt de tilbageværende er holdets anfører René Antonsen, klub-ikonet Buster Juul – og ikke mindst målmands-legenden Nicklas Landin, som har valgt at stoppe på landsholdet, men spiller videre hos Aalborg Håndbold. Holdet suppleres i øvrigt af spillere fra klubbens U19 trup.
Nibe Avis følger op med yderligere foromtale af kampen.