FODBOLD: Serie 1, herrer

Randers Freja – Nibe Boldklub: 2-2 (1-1)

Mål for Nibe: Robert Jacob Kirki, Kristian Kierch

Endnu engang skulle Nibe en tur til Randers. Denne gang var det Randers Freja, der var modstanderen. Et hold, der ligesom Nibe, gerne vil spille tempofyldt pasningsspil, så der var lagt op til en god fodboldkamp mellem to velspillende hold. Sådan blev det også.

Hjemmeholdet startede bedst med et højt pres på Nibes banehalvdel, der ikke helt kunne få deres vanlige flow i spillet. Nibe fik som flere gange tidligere spillet sig varme, hvilket gav kampens første scoring efter 23 minutter. Efter Kristian Kierch havde valgt en Bilka-vagt fremfor fodbolden i seneste kamp, måtte han betale prisen ved at starte på bænken. Robert Jacobi Kirk fik startpladsen på venstre midtbane, og det var netop ham, der scorede sit første seniormål efter en stærk frispilning af Gabriel Martinez. Rygterne siger, at det er det første mål, Jacobi Kirk-familien har scoret på Nibes førstehold nogensinde, så tillykke til Robert.

Hjemmeholdet var dog fortsat fuldt med i kampen, og blot 5 minutter seneste var der igen balance i regnskabet efter Randers’ dygtige venstre kant fik bolden prikket forbi Nibes keeper.

Nibe havde flere optræk til gode chancer i resten af halvlegen, men den sidste skarphed manglede for at det blev rigtig farligt.

Anden halvleg startede med hjemmeholdet lidt længere tilbage for at lukke ned for Nibes centrale midtbane og hurtige angriber, hvilket gav udeholdet mere plads på kanterne. Det udnyttede Nibeholdet egentligt ganske udmærket ved flere lejligheder. Det var nu et hjørnespark, der førte til Nibes anden føring i kampen. Efter lidt tilfældigheder dumpede bolden ned for fødderne af føromtalte Kristian Kierch, der flot drejede rundt og bankede bolden i kassen.

Så var Nibe foran med 2-1 som så mange gange tidligere. Det var desværre ikke i dag, at de kunne holde føringen hele vejen. I en situation hvor en 2-3 dårlige aktioner fra Nibespillere førte til et indlæg i Nibefelt, var uheldet ude. Jakob Rise fik, i et forsøg på at sparke bolden væk, ramt Simon Sørensen i ansigtet, hvilket gav bolden en fin lille buen ind over Anders Lund i målet. Det var en situation, hvor Nibe havde flere chancer for at afværge målet.

Nibe var i slutfasen tættere på et sejrsmål, men kampen endte med en pointdeling.

Træner Mick Andersen: ’Vores samlede kamp i dag var væsentligt bedre end de sidste par kampe, hvilket er enormt positivt for vores ambition for at vinde alle kampe, som vi deltager i. Vi får to nye målscorere i dag, og det vidner om, at vi har mange offensive kort, der kan afgøre kampe. Vores defensiv står fortsat stærkt, og vores centrale midtbane fordeler med stor skarphed for tiden. Vi står nu over for 5 hjemmekampe i de sidste 6 kampe, og det er vores fælles ansvar at vise, hvor stærke vi kan være på eget græs. Vi har to nøglekampe de næste par uger, der vil vise, om vi skal kæmpe med helt i toppen eller blot være et lidt ligegyldigt hold midt i rækken.’ / JS
Næste kamp for Nibe er hjemme mod Støvring IF på lørdag den 20. september kl. 14.00.