Nibe Boldklubs kvindesenior afdeling havde onsdag sidste træning inden vinterpausen med efterfølgende afslutning/spillermøde med de obligatoriske æbleskiver og det ofte frygtede pakkespil. På spillermødet blev den kommende sæson 2026 ridset op og der blev lavet en rigtig fin forventnings afstemning mht. opstart, træning, kampe og trup sammensætning, fortæller holdets træner Michael Frendrup til Nibe Avis.

Spillerudvalg
Der blev nedsat spillerudvalg til bl.a. fællesspisning, fester, aktiviteter ud huset og til bødekassen. At det er gået over alt forventning i 2025 med oprykningen til Serie 1 og en historisk 3.plads i Jyllandsserien, så er det også rygtet rundt om i oplandet at der er noget i gærde med kvinderne i Nibe Boldklub da i hvert fald fire nye spillere har meldt deres ankomst i 2026.

Nyt træner set-up og fire nye spillere på vej
Der bliver også udvidet i trænerteamet på Serie 1 og Jyllandsserien. Klubmanden Per Linde vender retur og bliver koblet på Serie 1 sammen med succestræner Christian Holm Christensen og på Jyllandsserien bliver Mathilde Rask Madsen assistenttræner sammen med Michael Frendrup. Mathilde er tidligere spiller på holdet men en alvorlig knæskade har gjort det svært at komme tilbage på banen så nu vil hun gerne prøve trænergerningen og udvikle sig derigennem.  Stort velkommen til Per og Mathilde, det bliver helt sikkert en forstærkning i afdelingen, lyder det fra Michael Frendrup.

Bisens Mindepokal gik yderst fortjent til Astrid Munk her flankeret af Michael Frendrup og Christian Holm Christensen.

Årets spiller – serie 1 og Jyllandsserien 
Der blev også uddelt pokaler for årets spiller på begge hold og her blev det Sara Bang Henriksen fra det nyoprykkede Serie 1 hold for en utrættelig indsats til både træning og kamp. For Jyllandsserien blev det Alberte Vestergaard der i tidligere sæsoner har været plaget af en drilsk lyskenskade men i år har spillet stort set smertefrit og det har smittet af på spillet og træningen.
Og så skulle "Bisens Mindepokal " også uddeles, den gik i år til Astrid Munk for hendes altid positive tilgang til tingene uanset om hun spiller kamp for Serie 2 eller Jyllandsserien. Hun er også et bevis på at man kan prioritere fodbolden 2-3 gange i ugen selv om der kan være meget travlt i hverdagen med 3 børn, mand, hus og et krævende job.

- Astrid er en ægte holdspiller og fortjener dette beskedne skulderklap, lyder det fra et enigt trænerteam.

På vegne af spillere og trænerteam vil jeg gerne sige tak til alle der har støttet op omkring afdelingen i 2025 og ønsker alle en Glædelig Jul og Godt Nytår - vi ses i 2026, lyder det afslutningsvis fra Michael Frendrup.  / JS

Nibe Boldklubs kvindehold, som med sæsonafslutningen kunne fejre oprykning fra Serie 2 til Serie 1.
Nibe Boldklubs bedste kvindehold i Jyllandsserien, der fortsætter i rækken når foråret melder sig.