Af Per Drejer, formand for Aars Seniorer og Danske Seniorers Aalborg Kreds, Svalevej 6, 9600 Aars

Kommentar til artikel i Nibe Avis med referat fra generalforsamling i Danske Seniorer, Sønderholm-Frejlev:

Det er selvfølgelig med stor beklagelse, at vi i Nibe Avis må læse, at Sønderholm-Frejlev Seniorer føler sig langt væk fra Danske Seniorer - og bl.a. henviser til, at rabatmulighederne kun er i København.

Det må bero på misforståelser, som jeg synes må bringes ud af verden offentligt, siden kritikken er fremsat offentligt.

LÆS OGSÅ: Sønderholm-Frejlev Seniorer overvejer udmelding af Danske Seniorer

Danske Seniorer har landsdækkende aftaler om fine rabatter på både glas og stel til briller, rustbehandling af bilen, høreapparater, vi kan få gratis rådgivning om og rabat på testamenter ... vi har aftaler med museer, restauranter, hoteller rundt omkring i hele landet - og ja, også rabattilbud i København og omegn. Men jeg har da hørt om himmerlændinge, der tager på familiebesøg eller ferie rundt omkring i landet, også København, og dermed også kan få glæde af de tilbud.

I Aalborg Kreds laver vi lokale arrangementer dels for alle medlemmer, dels særskilte for bestyrelsesmedlemmer, men organisationen arbejder ganske rigtigt også overordnet for seniorer. Det var bl.a. Danske Seniorer, der fik kravet om den brugerbetalte lægeerklæring ifm. fornyelse af kørekortet afskaffet, så nu sparer alle over 70 år mindst 175. kr. om året på det - og de fleste en del mere.

Det kan kun lade sig gøre, når vi er mange, der står og holder sammen i fællesskab.

Det er rigtigt, at vi også har personlige medlemmer, men Danske Seniorer er rundt af og båret af medlemsforeninger, og vi er faktisk den eneste organisation, der også arbejder for at forbedre foreningers vilkår:

Vi medlemsforeninger er fritaget for at betale den lovpligtige KODA-afgift, der ellers skal betales ifm. arrangementer med musik; Danske Seniorer udvider løbende rabataftaler med foredragsholdere og udflugtsmål, så vi kan holde vore udgifter nede, vi kan altid få gratis hjælp fra vores organisationskonsulent, der f. eks. har hjulpet os med at tackle de ganske omfattende krav, vi skal leve op til ift. GDPR-forordningen (persondataloven) og dermed lettet arbejdet for os bestyrelsesmedlemmer betragteligt ... og jeg kunne blive ved.

Jeg synes bestemt, man får meget for de 35 kr. pr. foreningsmedlem, man betaler til Danske Seniorer om året, hvortil kommer et portobidrag for at få medlemsbladet bragt ud.

Jeg vil opfordre bestyrelsen i Sønderholm-Frejlev Seniorer til at deltage i vores kredsgeneralforsamling 25. marts, så vi kan få misforståelserne ryddet af vejen - men står også til rådighed for yderligere information inden da, hvis det ønskes.

Per Drejer