Af byrådsmedlem i Aalborg Kommune for Venstre, Anne Honoré Østergaard

De fleste af os vil gerne støtte op om lokalsamfundet og blive en del af den by, vi bor i. Derfor virker det så meningsløst, når de lokale forretninger må lukke en efter en. Det gælder også for de lokale dagtilbud. For vores børn skal også have mulighed for at blive en del af det lokalsamfund, hvor de bor. 

Et opslag på Facebook fangede derfor min opmærksomhed, da en mor i Farstrup udtrykte bekymring for, at antallet af kommunale dagplejere i Farstrup nu er blevet skåret ned til en enkelt, så der nu kun er fire pladser tilbage i byen. Bliver dagplejemoren syg eller skal på ferie foregår gæstedagplejen i Nibe. Tendensen ses i flere småbyer i den vestlige del af Aalborg Kommune, hvor forældre i stigende grad bliver henvist til at tage imod en plads i Nibe.

I Venstre mener vi, det er vigtigt at bevare de lokale, kommunale dagtilbud, og derfor tager vi også denne slags opråb alvorligt. For det kan ikke være rigtigt, at vi aktivt spænder ben for de små samfund, nu hvor beboerne faktisk ønsker at benytte sig af de tilbud, der er der. Og det kan heller ikke være rigtigt, at man som forælder skal køre i øst og vest for at få sit barn passet, nu hvor der er en god og oplagt mulighed inden for gåafstand. Sidst men ikke mindst er det heller ikke i barnets bedste interesse. Det er vigtigt, at børn kan blive en del af den by, de bor i, at de kan slå rødder her og finde deres første kammerater tæt på hjemmet. 

Derfor vil jeg tage sagen med videre til Familie- og Socialforvaltningen for at få en forklaring på beslutningen, og forhåbentlig kan vi så finde en god og holdbar løsning på problemstillingen.