
- Onsdag, 28. september 2022
Et halvt hundrede Valsted-borgere blev lørdag en hel del klogere på byens historie, fortalt gennem de huse, deltagerne kom forbi, og fra såvel fire lokale guider som deltagerne imellem blev der suppleret.
Fire lokale guider, Poul Erik Larsen, Hans Jørgen Christensen, Anders Toft Rasmussen og Knud Rafn var lørdag ledetråden gennem landsbyen, da de ca. 50 deltagere lørdag tog turen på et par timer gennem Valsteds gamle og krogede veje.

Anledningen var det initiativ, som Helge Folkestad havde taget for Valsted Borgerforening, og som gjorde alle deltagerne meget klogere på, hvordan livet i Valsted har været levet gennem tiden.
Ad Valstedvej fortalte Elin Holst og Karl Bech Pedersen om deres hus, og hvordan en jordlod »i tidernes morgen« blev solgt fra for 600 kr., under medvirken af propietær Jens Chr. Welling.

Turen gennem Valsted fortsatte, og små anekdoter (og »øgenavne«) dukkede op.

Forsamlingen stoppede op ved enden af Fjordvej, og sammen med udsigten over fjorden kunne man nyde en kop kaffe i det fine vejr.
Turen fortsatte og sluttede i »Mødestedet« med en sildemad og en snaps.