
- mandag, 7. maj 2018
For nogle er det en forventningsfuld fest, for andre giver det rum og ro til hårdt arbejde.
I dag mandag blev Vokslev Friskole delvist tømt for elever, da en bus kom og hentede alle eleverne fra begynderklasse til 6. klasse. Forventningerne var store, for årets lejrskole faldt nemlig på disse solskinsdage, hvilket var helt optimalt for turens program.
Første stop på turen var Fårup Sommerland til stor glæde for alle. Her gav undervisningen et uvant sug i maven, for de ældste elever var blevet lovet, at man kunne lære matematik i Lynet… Det bragte naturligvis det store smil frem hos de fleste. Der var heldigvis også tid til at tage adskillige ture i Orkanen, Falken, Skattejagten osv., til at spise madpakker og bruge nogle af de lommepenge, der brændte i lommerne…
Vokslevbørnene fortsætter efter mandagens udfordringer til det egentlige mål for lejrskolen i første klitrække i Blokhus. Kolonien Sandsgård kan huse hele flokken, hvor alle indlogeres med deres klassekammerater i små soverum. Sandsgård e sår base for resten af turen, hvorfra der er planlagt en tur til Gateway i Blokhus.
Blokhus er de seneste år blevet særligt kendt for sine prægtige sandskulpturer, hvor internationale kunstnere kommer og udfører de rene kunstværker i Skulpturparken. Onsdag får Vokslev-eleverne så mulighed for at opføre sandskulpturer i den store sandkasse ved Blokhus strand – men man skal nok være hurtig for opleve disse skulpturer.
Alt imens de yngste klasser er ude af huset, arbejder de ældste klasser, der blandt andet har en prøveperiode i ventee. De ældste elever behøver dog ikke føle sig snydt, da de alle var på udenlandstur til Tjekkiet i september, hvor de blev udfordret med både riverrafting, klatring, mountainbiking, byvandring og meget mere.
Hvor næste års lejrskole går hen, kan kun tiden vise, men ét er sikkert; hjem kommer trætte og glade børn, der, udover vasketøj, sand og våde sokker, har rygsækken fuld af oplevelser fra et nyt hjørne af Danmark, lyder det fra friskolens formand Klaus Dorin.
