Siden Vokslev Friskole op til nytår 2019 måtte opgive at føre skoledriften videre, har der været udfoldet bestræbelser på at beholde de nu tidligere friskole-bygninger på lokale hænder og med formålet at samle lokale aktiviteter på stedet.

Mandag blev det så bekræftet, at Fonden for Vokslev Kultur- og Forsamlingshus kan godkendes af Erhvervsstyrelsen under Erhvervsministeriet. Det er således blevet muligt at overdrage købesummen til kurator, underskrive skøde, modtage nøglerne og få fod under eget bord. 

– Det er en dag vi har set frem til lige siden det stod klart, at Vokslev Friskole måtte stoppe aktiviteterne kort før jul i fjor, siger formanden for den nye fonds bestyrelse Niels Munk.

Op mod 300 aktive personer, der udøver så forskellige aktiviteter som Gymnastik, Badminton, Kampsport, Vævning, Keramik, Herregodt mad og Engelsk for begyndere har utålmodigt afventet situationen og ser nu frem til at kunne komme i gang med vintersæsonen. 

Fonden og AOF har i samarbejdet udbudt kurser og den lokale Vokslev Idrætsforening har booket tid i hallen til indendørs aktiviteter. Desuden har VOX13 – den lokale kampsportsforening – indrettet et lokale til deres mange hold.

– Nu forestår arbejdet med at få etableret et husråd, der skal forvalte bygninger og regelsæt for aktiviteter, udtaler Jens Askehave, bestyrelsesmedlem i Fonden for Vokslev Kultur- og Forsamlingshus .

Der skal desuden oprettes forskellige udvalg til at tage vare på de mange forskellige driftsopgaver som vedligehold, fundraising, festudvalg og hvad der ellers er behov og interesse for.

Stedet er ikke forbeholdt bruger med tilknytning til lokalområdet, men er åbent for alle ønsker, såfremt de kan passe ind i rammerne, ligesom der allerede er booket lokaler til kommende arrangementer som konfirmationer o.lign.

Der skal endvidere findes et dagligt navn til institutionen, ligesom en egentlig indvielse ifølge bestyrelsen formentlig må udsættes til næste år.

Fondsbestyrelsen bag den nye institution består af: Niels Munk, formand, Poul Erik Christensen, Jens Askehave, Albert Fristrup Andersen, Kathrine Gellert, Astrid Fruensgaard Prip og Dennis Nørholt.