Den gennemrestaurerede Huul Mølle indvies lørdag af borgmester Lasse Frimand Jensen.

Nogle gange er det godt, IKKE at vide, hvad en given opgave egentlig omfatter, lyder det fra Leo Helmer, formand for Huul Møllelaug og ansvarlig for fundraising til det samlede projekt ”Huul Mølle”. Der gik nemlig godt 20 år fra start til indvielsen, som sker på lørdag.

Stormfuld optakt
En stormfuld aften 8. januar 2005 led den gamle møllebygning ved Huul Mølle stor skade, og taget blæste af. Ifølge forsikringsselskabet havde bygningen ingen værdi, og man ville derfra ikke yde nogen erstatning.

Skaden blev samtidig en øjenåbner for Vokslev Samråd, der frygtede, at bygningen ville styrte sammen – og samtidig kunne ejerne, Dorthe Hyldahl og Kim Hedegaard, ikke se sig i stand til at klare istandsættelsen af den gamle vandmølle.

Her trådte Vokslev Samråd så til, og der blev rejst kapital til en tilstandsundersøgelse og en redningsplan for møllen. Siden kom der vanskeligheder i vejen, for Vokslev Samråd som istandsætter af vandmøllen, der var i privat eje, kunne ikke være juridisk grundlag for fundraising.

Dermed stod Vokslev Samråd med et skitseprojekt til 130.000 kr., som man i første omgang ikke kunne bruge til noget.

Huul Møllelaug
I 2008 – tre år efter stormen – stiftede man så Huul Møllelaug, der med tiden skulle frikøbe møllebygningen, idet kombinationen af privat ejerskab og en selvejende forenings restaureringsarbejde ikke var en god plan.

Der blev søgt fonde, men resultatet heraf på 350.000 kr. kunne ikke nær dække de 610.000 kr., som et udbudsprojekt ville koste. En beskæring af projektet bragte udgiften ned på et beløb, som kunne betales, og deraf kom der et byggeprojekt på en restaurering og delvis nybygning af møllebygningen til en pris på 4.125.000 kr., heraf frikøb af møllebygningen til 100.000 kr.

Ingen vejadgang
Fundraisingen og de forskellige juridiske undersøgelser viste, at ved køb af møllen kunne der ikke skaffes vejadgang til den frikøbte matrikel, idet en del af vejen gennem Huul Mølle og gårdspladsen er i privat eje. Denne del af vejen måtte derefter opmåles, udmatrikuleres og foræres til Aalborg Kommune.

Realdania gør en forskel
Nu gik der så ”hul på” fundraisingen, og med 625.000 kr. fra Aalborg kommune og andre 600.000 kr. fra forskellige sider, ”doblede” Realdania dette beløb, og der fundraises yderligere til samlet 3.195.000 kr. Der er altså fortsat ”en lille million” op til de 4.125.000 kr., og en beskæring af projektet gør sammen med et yderligere tilskud fra Aalborg Kommune gør, at projektet kan gennemføres. Gennem 2018 opbygges der således en ny møllebygning, som i foråret 2019 blev indviet af borgmester Thomas Kastrup-Larsen. Således gik der 10 og et halvt år fra den første ansøgning blev sendt, til en ny bygning stod færdig. 


Møllelaugets formand Leo Helmer viser her dele af det nye interiør i Huul Mølle.

Møllen indvendig
Opmærksomheden rettede sig så mod den indvendige del af den gamle vandmølle, som omfatter restaurering af mølleværk, vandturbine og publikumsfaciliteter. Gennem processen med fundraising og det øvrige arbejde med Huul Mølle, er møllelaugets bestyrelse samtidig blevet klogere på, hvordan møllen oprindeligt har fungeret – og via en licitation valgte man møllebygger Christoffer Palle fra Nykøbing Falster til at forstå den indvendige restaurering.

Læs hele artiklen og se flere billeder i denne uges trykte udgave af Nibe Avis.

Indvielse af det samlede projekt sker nu på lørdag – samme dag, hvor der i området afholdes VOX LIVE. / JS