- Torsdag, 29. maj 2025
De mange deltagere fik flere nye og anderledes oplevelser i og omkring Vokslev Kalkgrav.
Åbning
Det var Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune, der i lørdags kunne byde velkommen til arrangementet VOX LIVE 2025, som blev afholdt i Vokslev Kalkgrav.
Han sagde bl.a., at Vokslev er en landsby, der imponerer igen og igen, og nu søsætter de en kulturdag med et meget spændende og varieret program. Det passer godt til, at Aalborg kommune gerne vil styrke de kulturelle muligheder i landdistriktet, og i VOX LIVE 2025 bliver kulturen bragt ud på nye spændende scener. Her bliver naturens lyde suppleret med musik og andre kulturtilbud, og det foregår alt sammen langs Binderup å i Vokslevs omegn.
Efterfølgende var det VOX LIVEs formand Leo Helmer, som bød velkommen til det arrangement, som arrangørgruppen i starten selv havde syntes var lidt for overvældende. Men med samlet hjælp fra de 30-40 aktive frivillige, der havde løftet i flok, var det alligevel lykkedes. Og som Leo Helmer sagde: ”Sammenhold og fællesskab – det kan noget.”
På Kalkgravspladsen
På VOX LIVE 2025’s centrale område var der dagen igennem et varieret og alsidigt program.
Sangerinden Anne Marie Hassing stod for en omgang fællessang, som de flere hundrede deltagere tog så aktivt del i, at Anne Marie Hassing foreslog at oprette et nyt kor – Huul Mølle Koret!
Både på pladsen og i Huul Mølle var der i løbet af dagen flere koncerter. Vingard optrådte både solo og med band, og samme gjaldt for den lokale helt fra Sebbersund Hjalte Ross. Og forfatter Carsten Bach Nielsen med egne rødder i lokalområdet, fortalte i et kort foredrag im møllerne langs Bindrup Å.
Den musikalske afslutning var lagt i hænderne på den landskendte musiker Carl Emil Pedersen, og fælles for dem alle var, at de gav nogle smukke og rørende oplevelser til publikum.
I kanten af pladsen var der stor tilstrømning til de mere børnevenlige aktiviteter. Der blev leget i halmballer, der blev hørt oplæste eventyr, og mange fik malet eventyrlige figurer i ansigtet. Og da Michael Back kom og lavede musik og sjov for børn, var alle børnene ellevilde.
Naturvejlederne fortalte om og gav smagsprøver på, hvad naturen langs Binderup Å kan levere; alt mens de stod lige på bredden af åen.
Og så var der jo gratis transport i hestevogn mellem festpladsen og parkeringsområderne.
Kunstruten
Det mest spændende og nyskabende indslag i dagen blev kaldt Kunstruten. I flokke af bestemt størrelse blev deltagerne ledt ad stier gennem området lige uden for pladsen, og på denne tur var der så indlagt en kunstnerisk overraskelse på seks forskellige steder:
På stop nr. 1 stod to musikere og spillede klassisk musik. Musikerne var placeret på en afsats højt oppe i skrænten i den tidligere kalkgrav.
Ved stop nr. 2 blev deltagerne underholdt af strygekvartetten Morgenfruerne, som fra en placering i et hul i kalkgraven sendte kendte klassiske toner op til tilhørerne.
Musikgenren skiftede til opera på stop nr. 3, hvor en kvindelig og en mandlig operasanger stod på en græsmark på toppen af skrænten og gav kendte numre fra operaens verden ledsaget af en akkompagnatør.
Ved stop nr. 4 var kunstarten skiftet fra musik til performativ billedkunst. Her tog den kvindelige kunstner den meget nærliggende kalk op som sit emne, og fortalte bl.a. om kalkens betydning hos tidligere århundreders alkymister.
Tilbage til musikken kom vi på stop nr. 5, hvor troubadouren Mikael K. fra bandet Klondyke sang og spillede to melankolske sange fra sit righoldige repertoire.
På 6. og sidste stop blev der læst op af en roman. Det var forfatteren selv, Thøger Jensen, der læste, og hans opvækst i Vokslev kom tydeligt frem i teksten, hvor der forekommer mange andre, lokale stednavne.
På kunstruten fik arrangørerne virkeligt smeltet områdets rige natur sammen med kunst og kultur. Det lykkedes at tage noget af den kunst, der ofte kun opleves i fine sale, og bringe den ud i utraditionelle rammer – med naturen som bagtæppe og ”koncertsal”. Kunstruten var en meget anderledes og helt usædvanlig oplevelse, som vil dukke op i tankerne hos deltagerne mange gange i tiden fremover.
Se billeder fra kunstruten blandt nedenstående collage.
Forventninger opfyldt
På vej hjem fra arrangementet spurgte Nibe Avis en af arrangørerne, om deres forventninger til dagen var blevet opfyldt.
Det var de – det hele er afviklet som planlagt, stemningen har været rigtig god, og tilstrømningen af publikum har været over forventning. Og den afsluttende bemærkning lød: ”Og det er dejligt, at vejrguderne har fået vores beskrivelse af den smukke natur til at passe på en prik!” / FH









