- Torsdag, 11. juni 2026
Aalborg Kommunes Landdistriktspris 2026 går til Huul Møllelaug for en enestående indsats gennem to årtier med at redde, restaurere og genoplive Huul Mølle, der i dag får gæster til at måbe, når den gamle mølle fra 1400-tallet sættes i gang for at kværne kaffebønner.
En gammel, forfalden vandmølle. Det var, hvad de fleste så, når de passerede Huul Mølle. Så da en storm tog taget med sig i 2005, stod det klart for de fleste, at der intet var at bevare: møllen stod reelt til nedrivning. Med undtagelse af en gruppe lokale, der ikke kunne bære, at et stykke af vores kulturarv blev reduceret til et levn fra fortiden. Og som vi bedst kender lokale ildsjæle, så trak de i arbejdstøjet og begyndte at undersøge mulighederne for at redde møllen.
– Vi er jo stolte af bare at være blevet nomineret. For os var nomineringen en stor anerkendelse - en indikation af, at vores store arbejdsindsats er blevet bemærket. At vi så går hele vejen og modtager prisen, er jo bare helt fantastisk. Huul Mølle er vores fælles hjertebarn, som vi har stor fornøjelse af at kunne åbne op og dele med alle interesserede, hvad end det er lokale eller turi-ster, børn eller ældre, private selskaber eller firmaer - eller hvem der nu måtte lægge vejen forbi, siger Leo Helmer, formand for Huul Møllelaug.
“Årets Landdistriktspris er en vigtig anledning til at stoppe op og hylde de mange ildsjæle, der hver dag gør en forskel i vores landdistrikt. Årets felt har været stærkt, og de fem nominerede har en helt særlig vedholdenhed til fælles.
Det er i den grad også gældende for Huul Møllelaug, der gennem 20 års vedvarende indsats har formået at forvandle Huul Mølle fra fortidslevn til levende samlingspunkt omkring kulturarven,” siger rådmand Jan Nymark Thaysen (V).
Årets Landdistriktspris 2026 sætter fokus på fem stærke projekter, der hver især bidrager til ud-viklingen i landdistriktet, og som viser bredden i det lokale engagement.
Prisen overrækkes søndag d. 21. juni Jan Nymark Thaysen, rådmand for Klima, Kultur og Sundhed. Prisoverrækkelsen afvikles i forbindelse med den nationale begivenhed Dansk Mølledag. Efter prisoverrækkelsen er der gratis koncert og børneunderholdning. / JS









