En løs ide gav 20.000 kr. til Julemærkehjemmet i Hobro.

Peder Bach fra Nibe Rotary Klub fik sidste år op til nytår en ide til en rask travetur for børn og voksne hvor overskuddet skulle gå til børnene på Julemærkehjemmet i Hobro.

– Det var mest, fordi vi selv havde brug for luft og motion ovenpå julen sidste år, at ideen opstod og jeg var i kontakt med Julemærkehjemmet i forvejen ifm. cykelprojektet Tour de Taxa, hvor vi cyklede til Paris til fordel for Julemærkehjemmet i Hobro. Og Nibe Rotary Klub var med på ideen, forklarer Peder Bach.

Til den første Trav for bedre trivsel 30. december var der i alt 172 tilmeldte – målet var 100!! Deltagerne blev efter en kort velkomst af Peder Bach og åbningstale af Lise Claesson, forstander for Julemærkehjemmet i Hobro, sendt ud på ruten rundt i Skalskoven.

I åbningstalen fremhævede Lise Claesson vigtigheden af det sociale engagement, som denne travetur var et godt eksempel på; her var der både børn og voksne, klapvogne og hunde.

– På Julemærkehjemmet er alle 48 børn ude og gå hver morgen; det giver energi, også selv om vejret kræver ekstra tøj. Hos os får børnene hjælp til at komme ud af mobning, overvægt og isolation. Samtidig lærer de om sund kost og motion, så de taber sig. De får selvtillid, så de igen kan smile til livet. Tusind tak for dette flotte initiativ og jeg er meget glad for at se så mange, der støtter dette gode formål, sluttede forstanderen.

Tilbage ved startstedet tog Poul Henrik Jacobsen, præsident for Nibe Rotary Klub, ordet for at overrække det indsamlede beløb. Nibe Rotary Klub havde lovet at runde det indkomne beløb op til 10.000 som blev overrakt til Lise Claesson. Men Poul Henrik Jacobsen havde en ekstra julegave med til Julemærkehjemmet.

Nibe-klubben havde nemlig søgt Rotary Danmarks Hjælpefond om at fordoble beløbet. Den havde også fundet initiativet så velbegrundet og støtteberettiget, at fonden havde bevilget endnu 10.000 kr. til Julemærkehjemmet.

Så det var en synlig bevæget og meget glad Lise Claesson der i alt fik 20.000 med hjem til børnene i Hobro.

Nibe Rotary Klub håber at have startet en god tradition hvor deltagerne selv får noget ud af det samtidig med at hjælpe nogle til bedre trivsel.    

Kimbo, Nibe, SuperBrugsen, Nibe og Grønborg El har støttet projektet.