Fabelagtigt sambryg mellem Nibe Bryghus og Danske Ølentusiaster, Aalborg.

Forslag til etiket på den kommende Fabel øl fra Nibe Bryghus.

Det bliver ganske enkelt eventyrligt, når Danske Ølentusiaster i Aalborg og Nibe Bryghus – modtager af Den Regionale Ølpris 2014 i Nordjylland – på lørdag igangsætter sambrygget »Fabel«.

Øllen Fabel er baseret på Nytårs Fabel fra hedengangne Baggaardsbryggeriet i Holstebro. Den har ikke været brygget siden 2006, og været længe savnet blandt ølentusiaster.

Ophavsmanden til Nytårs Fabel, brygmesteren på Baggaardsbyggeriet, Martin Schau, er i dag brygmester på Nibe Bryghus. Nytårs Fabel er blandt de øl som Nibe Bryghus købte rettighederne til, da Baggaardsbryggeriet lukkede. Derfor lå det lige for at vælge den som forlæg for et sambryg, fortæller Gert Svanborg Sloth fra Danske Ølentusiaster med ægte og forhåbningsfuld ølentusiastisk spænding.

Det var egentlig hensigten at lave et nordjysk twist, men den rigtige idé meldte sig aldrig på banen, og så valgte vi at undlade at ændre på opskriften, fortæller Peder Bach som er daglig leder og medlem af bestyrelsen på Nibe Bryghus.

Etiketten til Fabel bærer et billede af et kalkmaleri fra Nibe Kirke. Motivet er Skt. Jørgens drage. Fabel er en belgisk-inspireret stærk lys aletype, tilsat en god mængde anis, som giver den en meget karakteristisk duft og smag af Kongen af Danmark-bolsjer. Den er brygget på belgisk pilsnermalt, münchenermalt og karamelmalt. Samt tjekkisk og engelsk humle og engelsk alegær.

Bryghus Danske Ølentusiaster i Aalborg har tidligere brygget sammen med tidligere brygmester Christoph Behnke på Søgaards Bryghus i Aalborg, og de to øl som kom ud af det - Tårnhøjt Skum (2007) og Søgator (2009), er stadig blandt de bedst ratede Søgaards øl på Ratebeer.

Vi har længe talt om at genoptage sambrygning med et nordjysk bryghus, og denne gang valgte vi at samarbejde med Nibe Bryghus, siger Gert Svanborg Sloth, som er lokalformand for Danske Ølentusiaster Lokalafdeling Aalborg og Regionsformand for Danske Ølentusiaster i Nordjylland.