- Tirsdag, 13. oktober 2015
Fra Evald Ulvmose, Solbakken 71B, Nibe, har Nibe Avis modtaget dette læserbrev:

Endelig kommer der et læserbrev i Nibe Avis om det alt for gamle svømmebad i Nibe, tak for det, Yvonne.
Jeg har ventet på et ramaskrig fra mange af de indfødte i Nibe. Jeg tror simpelt hen, at Nibenitterne er gået i chok, vi har kun boet her i ca 15 år, og i den tid har der været talt om nyt svømme bad/land ved hallerne, og så vidt jeg ved, er grunden der allerede, så ingen udgift her for kommunen til opkøb af en sådan.
Der har tidligere været om- talt, at ved flytningen af det nuværende bad ville der være mulighed for udstykninger af ret så dyre grunde i området, som ville kunne indbringe et klækkeligt beløb som tilskud til det nye bad.
Jeg vil foretrække, at kommunen ville udskyde byggeriet et år og indhente dispensationer, dem er kommunen så vant til at benytte, så hvorfor ikke her ?
Jeg er skuffet over, at vi her i området har op til flere, som sidder i byrådet, og at de ikke har kunnet stå sammen om, uanset partiskel, at sætte det store mål, at her er der noget, de kunne blive enige om.
Der er vel også efter at staten har sagt nej til den meget omtalte letbane i Aalborgs gader, opstået en helt ny situation. Det kunne være vores lokale byrødder skulle prøve at stikke hovederne sammen og finde de få millioner, der skal til for at bygge nyt i stedet for at reparere på noget gammelt for et beløb på 13 mill; man reparerer ikke for et sådant beløb, man køber nyt!
Så kom nu op på barrikaderne politikere, og i kære Nibenitter.
Med hilsen
Evald Ulvmose










