- Søndag, 26. april 2015

Der blev gået til opgaven i lørdagens jævnbyrdige opgør på Nibe Stadion.
Fodbold, herrer serie 3
Nibe Boldklub – Løgstør IF 3-2 (0-0)
Mål for Nibe: 1-1 Nicklas Schunck, 2-1 Jonas Koldkær, 3-2 Mathias Johansen
Nibe startede klart bedst og burde være kommet foran, men efter et kvarter gik kampen i standby med masser af intetsigende fodbold. En kedelig halv time ifølge Nibes træner Jens Thorup.
Kort ind i anden halvleg headede gæsterne sig foran, men blot fem minutter senere tog brødrene Schunck, Andreas og Nicklas, sagen i familiære hænder, da førstnævnte leverede en perfekt aflevering til sidstnævnte, der smukt bragte balance i regnskabet.
Gæsterne mente i den forbindelse, at dommeren havde overset en offside, og den efterfølgende tumult resulterede i at Løgstørs træner fik det røde kort og måtte forlade spillepladsen.
Et kvarter før tid sendte Jonas Koldkær Nibe i front, men 10 minutter efter udlignede Løgstør, og dermed lignede det en pointdeling i Nibe. Mathias Johansen ville det imidlertid anderledes og headede Nibe foran og til sejr og tre point.









