- Tirsdag, 10. april 2012

Luca Munafó scorer efter Thomas Severinsens og Andreas Schuncks forarbejde.

Målscorer Mick Andersen udfordrer et par modstandere.
FODBOLD - serie 2
Støvring IF - Nibe Boldklub: 1-2 (1-0)
Mål for Nibe: Mick Andersen, Luca Munafó
På en regnvåd 2. påskedag skulle Nibe Boldklubs bedste herrehold i serie 2, i sæsonens anden kamp forsøge at følge op på sejren over Doense/Vebbestrup skærtorsdag, denne gang på udebane mod lokalrivalerne fra Støvring IF.
Grundet karantæne og afbud på målmandsposten, agerede Mikkel Møller i dagens anledning sidste skanse i Nibe defensiven. Mikkel spillede en god kamp, hvor han med sikre indgreb og god kommunikation holdt Nibe inde i kampen.
I første halvleg var Nibe under pres, hvor Støvrings hurtige angribere samt godt omstillingsspil pressede Nibes bageste kæder. Nibe blev farlige når kanterne blev sat i scene, og kort før pausen kunne Mick Andersen bringe Nibe foran 1-0, stik imod spil og chancer. Andreas Schunck afdriblede sin direkte modspiller og centrerede bolden til Mick som flot sendte bolden ind, tæt op ad den ene stolpe. Kort efter pausen scorede Nibe til 2-0, hvor Thomas Severinsen sendte en tværbold ind til Andreas Schunck som spillede på tværs af målet hvor Luca Munafó helt uforstyrret kunne bringe gæsterne yderligere i front.
Midt i anden halvleg fik Støvring frispark på kanten af feltet, hvor deres forsvarsspiller kom højest og fik reduceret til 2-1. Herefter jagtede Støvring det reducerende mål og Nibes defensiv blev sat på prøve.
Disse forhold indbød til kontrachancer og Nibe kunne i flere omgange have udbygget føringen, ligesom Støvring var tæt på det udlignende mål et par gange. Det var derfor en flok glade Nibe spillere der kunne juble, da dommeren fløjtede opgøret af med en 2-1 sejr som resultat.
Nibe har nu seks point for to kampe og kan kalde sig tophold efter en kamp hvor en hårdtarbejdende og disciplineret defensiv samt godt målmandsspil holdt stand mod et godt spillende Støvring hold. En effektiv offensiv gjorde forskellen i en underholdende fodboldkamp.
Næste udfordring for Nibe holdet er på fredag, hvor Kristrup kommer på besøg på Nibe stadion.










