Søndag afholder Vikingebyen Sebbersund sit årlige vikingemarked med mange autentiske og spændende aktiviteter.

Drabeligt ser det ud når vikingekrigerne dyster.

På aktivitetsdagen kan man  møde vikinger fra især Lindholmgruppen, som udfører forskellige håndarbejder og vikingesmeden arbejder i sit grubehus. Nøjagtig som tilbage i vikingetiden.

Brikvævning, smykkefremstilling, skindarbejder og fine håndlavede knive og skjolde er blandt de håndværkertyper, der arbejder på stedet.
En kampgruppe af vikingekrigere giver opvisning i kampscener med sværd og skjolde. Man kan deltage i konkurrence med tovtrækning og spille vikingespil m.m.
Spidstegt lam på vikingebrød bagt i lerklinet ovn og brændenældesuppe, urtete og frugtsuppe står på menuen, der tilberedes ved åben ild.

Der er forskellige aktiviter for børn. Pandekagebagning, kværne korn til brødbagning samt hjælp til at støbe et vikingesmykke er aktiviter.
En ekstra oplevelse man ikke skal snyde sig for, er udsigten fra Skt. Nikolaj Bjerg, som i vikingetiden var et vigtigt udkigspunkt, hvorfra vikingerne kunne se, om der var både på vej, om der var fare på færde eller gæster i farvandet. Man kan køre derop eller bruge de viste stier, som ses på nye skilte, opsat lige ved vikingebyen og i Sebbersund ved foden af bjerget.

Arrangørerne håber på godt vejr, så der kan komme mange gæster. Der plejer sædvanlig vis at møde ca. 400 gæster op til det årlige vikingemarked.
Vikingebyen Sebbersund har mange planer for fremtiden, der bla. omfatter opførelsen af stavkirke (stedet er afmærket, hvor de oprindelige stolpehuller er placeret), nye grubehuse samt opførelse af bygning, som i ord og billeder skal fortælle om Sebbersund som vikingeby og vigtig handelplads ved Limfjorden.