- Torsdag, 28. maj 2015


Bæredygtighed handler om mere end smarte energirigtige løsninger, men også om, at vi hver især skal gøre en indsats i det daglige, siger rådmand Tina French Nielsen.
Onsdag hejste Frejlev Skole det grønne flag, som et synligt bevis på, at skolen har indarbejdet bæredygtighed i skoledagen efter principperne i undervisningsprogrammet »grønt flag – grøn skole«.
Rådmand Tina French Nielsen (V) overrakte det grønne flag til skolen og straks efter gik flaget til tops. Ceremonien, der bød på taler ved rådmanden og skolelederen, blev overværet af alle skolens elever.
Frejlev Skole er Aalborg Kommunes profilskole for bæredygtighed.
– Vi har et særlig fokus på bæredygtighed, både i undervisningen, gennem temauger og i forbindelse med arbejdet i vores miljøråd. I dette skoleår har vi f.eks. arbejdet med ”grøn læseplan”. Ideen er, at vores elever gennem deres skolegang kommer igennem 10 grønne temaer, der gør dem til grønne verdensborgere, fortæller skoleleder Bjørn Visborg.
Skolen gør blandt andet en stor indsats for at nedbringe energiforbruget. Det sker dels via energirigtig belysning, dels ved at sætte fokus på, hvad alle på skolen kan gøre for at spare på energien.
Rådmand Tina French Nielsen er stolt over skolens indsats for, at gøre skoledagen grønnere:
– Bæredygtighed handler om mere end smarte energirigtige løsninger, men også om, at vi hver især skal gøre en indsats i det daglige. Derfor er det godt, at eleverne lærer, at de selv har et ansvar og det virkeligt nytter noget, når alle gør en indsats for at spare på ressourcerne, siger rådmand Tina French Nielsen.
Grønt flag – grøn skole er den danske del af Eco-Schools, der er et internationalt miljøundervisningsprogram, som mere end 40.000 skoler i 60 lande i Asien, Afrika, Sydamerika, Nordamerika og Europa deltager i.









