FODBOLD: Serie 1, herrer

Kristrup B - Nibe B.: 4-0 (0-0)

Nibes bedste herrehold måtte tage imod et nederlag i sæsonens første kamp. Hjemmeholdet fra Kristrup er også, som Nibe, nedrykkere fra forårets Jyllandsserie 2. Modsat Nibe havde Kristrup dog allerede spillet to kampe i denne sæson, og det virkede umiddelbart til at give pote i den sidste ende, hvor de havde langt mere energi og løbevillighed end Nibe.

Efter 0-0 ved pausen efter en jævnbyrdig første halvleg med et par gode chancer i begge ender, kom Nibe aldrig rigtig ud til anden halvleg. Fra det 60. til det 67. minut måtte Nibe hente bolden ud af nettet hele fire gange, og så var det egentlig bare at få lidt flere meter i benene og give spilletid til alle 14 spillere.

Træneren udtaler: ’Vi har fortsat lang vej til at finde den kondition og spilforståelse, som det kræver at spille 90 minutter mod de hold, vi er i pulje med. Der er mange fornuftige ting i løbet af første halvleg, men vi må sande, at vi efter pausen taber klar til et bedre hold. Jeg har før talt om et stort potential blandt spillere i Nibe – det er der fortsat, særligt med de nye folk vi har med i dag, men vi skal blive bedre til at forløse det potentiale. Det starter, som før nævnt, ved at mødes til træning, hvor relationer, kondition og så videre bliver grundlagt. Rækken består kun af gode hold, så vi skal arbejde hårdt den næste tid, så vi kan få point på kontoen’.