Apoteket i Nibe som blev etableret på sin nuværende adresse for 200 år siden, undergår i disse dage en total omforandring, og kunderne vil få sig en positiv overraskelse, når dørene til det nye apotek åbner for første gang. Går alt efter planen bliver det den 25. november.

Gitte Sell, som er den nye filialbestyrer på Nibe Apotek, ses her i lokalerne, der er under stor forandring i disse dage. Når ombygningen er færdig, bliver selve butikslokalet cirka fire gange større end det var tidligere.

- De fysiske rammer bliver fuldstændig anderledes for både personale og kunder, fortæller filialbestyrer Gitte Sell, som har haft sin gang i apoteket i Nibe siden slutningen af august. Først og fremmest vil kunderne opleve at selve forretningslokalet er blevet cirka fire gange større, end det var i det hidtidige apotek. - Det giver meget mere plads til kunderne, og vi får samtidig mulighed for at præsentere flere varer på en bedre og mere hensigtsmæssig måde, siger Gitte Sell.
Vareudvalget indenfor håndkøbsmedicin og receptpligtig medicin vil i sagens natur ikke være nævneværdigt anderledes end hidtil, men der bliver væsentligt flere »selvvalgsvarer« indenfor hudpleje, personlig pleje samt vitaminer, kosttilskud og naturlægemidler.

Farmaceut med mange års erfaring
Gitte Sell, som er Nibe Apoteks fremtidige filialbestyrer, har mange års erfaring indenfor faget. Hun er uddannet farmaceut, og har i over 11 år arbejdet på forskellige apoteker, både på Sjælland og i Jylland, og har de seneste 13 år arbejdet som farmaceut på Sygehusapoteket i Aalborg.
Oprindeligt stammer hun fra Fjellerad i Østhimmerland, - har boet en årrække på Sjælland, og flyttede i 2000 tilbage til Nordjylland, hvor hun bosatte sig sammen med sin mand Mikael Sell, som ejer og driver Budolfi Apotek i Aalborg. Nibe Apotek kommer til at fungere som en filial af Budolfi Apotek, med de samdriftsfordele det indebærer.

Nye og bedre tider på Nibe Apotek
Personalesituationen på Nibe Apotek forbliver intakt, - de nye tider betyder hverken nedskæringer eller fyringer - så kunderne vil i vid udstrækning møde det samme personale, som de hidtil har været ekspederet af på Nibe Apotek. I takt med at de fysiske rammer ændres, ændres også mulighederne for mere tilfredse kunder og gladere medarbejdere.
- Jeg tror også at jeg selv bliver meget tilfreds med resultatet, siger Gitte Sell, som hele tiden er tæt på arbejdet med at renovere og genopbygge apoteket.

Ekstra medarbejder: En ROBOT!
En af de forbedringer, som kunderne vil opleve, er en robot, som vil lette ekspeditionen af receptpligtig medicin, så personalet enten kan ekspedere kunderne hurtigere, eller får mere tid til at give en grundigere vedlejning i anvendelse af medicin og andre produkter fra apoteket. - Desuden tror jeg, at folk vil opleve at det bliver mere spændende at være kunde på Nibe Apotek, fordi vi får så god plads til at præsentere en række nye produkter, som vi får på hylderne i den nye butik, siger Gitte Sell. Sidst, men ikke mindst, vil kunderne stadig kunne få sundhedsydelser, f.eks. kan astma-patienter få foretaget TPI (Tjek på inhalationen), og vi kan  foretage blodtryksmåling m.m.

Bedre adgangsforhold for gangbesværede
Kørestolsbrugere, gangbesværede, og folk med barnevogne har hidtil haft vanskelig fysisk adgang til apoteket, men også det rådes der bod på i det nye apotek. »Folk på hjul« og andre, der har lyst, får fremover en særlig velegnet indgang gennem gården, så man uhindret kan bevæge sig direkte ind i apoteket uden at skulle have hjælp til dette. Dette har kun kunnet lade sig gøre, fordi husets ejere, Ketty og Jens Østergaard Madsen, har åbnet op for denne mulighed.
Når Nibe Apotek genåbner, bliver det sandsynligvis også med ændrede og mere kundevendlige åbningstider, fortæller Gitte Sell: - Vi vil gerne afprøve længere åbningstid om onsdagen, fordi læger og tandlæger i området har længere åbent denne dag. Det giver mulighed for at påbegynde en evt. medicinsk behandling samme dag. Folk, som har langt til arbejde og er sent hjemme får desuden en bedre mulighed, for at kunne afhente deres medicin. - I en forsøgsperiode, vil vi afprøve, om der er opbakning til dette tiltag, slutter Gitte Sell.