- Mandag, 16. april 2012

Andreas Schunck dribler, i nærkamp.

Allan Nicolaisen scorer mens Andreas Schunck ser til.
FODBOLD – serie 2: Nibe – Kristrup 2-0 (2-0)
Mål for Nibe: Michael Rasmussen, Allan Nicolajsen.
Fredag aften skulle Nibe forsøge at følge op på den gode sæsonstart, som havde givet to sejre i to forsøg.
Nibe fik en fantastisk start på kampen, da Kristrups målmand allerede efter 5 minutter sendte bolden ud til en fri Michael Rasmussen, som kvitterede ved resolut at sparke bolden i mål til en tidlig føring.
10 minutter senere fik Nibe igen et nemt mål da målmand Mikkel Møller sparkede et langt målspark ud til Michael Rasmussen som forlængede med hovedet til Allan Nicolaisen, som alene med Kristrups målmand sikkert omsatte chancen til en 2-0 føring.
Fem minutter senere kunne samme Allan Nicolajsen definitivt have afgjort kampen, da Andreas Schunck med en god aflevering spillede ham helt fri for mål, men denne gang vandt målmanden duellen.
Selvom Nibe gik til pause med en 2-0 føring var træner Steffen Jensen dog langtfra tilfreds med indsatsen i første halvleg, hvor spillet i perioder var usammenhængende og for mange bolde blev mistet midt på banen.
Opsangen i halvlegen havde dog ikke en synlig effekt i anden halvleg, hvor hverken Nibe eller Kristrup evnede at producere chancer og kampen endte dermed 2-0.










