- Fredag, 13. marts 2015

Mejerichef Alex Salling forklarer om virksomhedens produktion til folketingsmedlem Rasmus Prehn (S), forbundsformand Per Christensen og sundhedsminister Nick Hækkerup. Til venstre lokalformand for 3F Midtfjord Lene Haugbølle.
Sundhedsminister Nick Hækkerup aflagde fredag besøg på ARLA Bislev mejeri sammen med bl.a. forbundsformand for 3F Per Christensen.
Anledningen var det grundlæggende sundhedsarbejde i virksomheds regi, som Bislev mejeri og 3F siden 2011 har gennemført og som fra såvel Sundhedsministeren som fra fagforeningen 3F har stort fokus.
På Bislev Mejeri fik alle medarbejdere i 2011 tilbudt et helbredstjek – et tilbud, som 87% af medarbejderne dengang takkede ja til, og som året efter dels fik virksomheden til igen at tilbyde medarbejderne et sundhedstjek – og som gav sig udslag i flere priser til virksomheden for det målrettede arbejde.
Nu står virksomheden atter overfor at tilbyde medarbejderne et helbredstjek og med de gode erfaringer omkring bl.a. medarbejdertilfredshed og der igennem styrke til virksomhedens almindelige drift, ser vi frem til atter at få et godt forløb for vort tilbud om et helbredstjek, siger Mejerichef Alex Salling i anledning af ministerbesøget.
Under besøget på ARLA Bislev Mejeri fik ministeren og forbundsformanden sammen med en række andre repræsentanter dels mulighed for at høre detaljeret om virksomhedens sundhedspolitik og de fik naturligvis en rundvisning i produktionen.
Læs mere om besøget i den kommende uges trykte udgave af Nibe Avis.









