50 års jubilæum i FDF Sønderholm-Frejlev fejret med fuld musik

Der var fuld musik på, da Sønderholm-Frejlev FDF markerede sit 50 års jubilæum.

I år er det 50 år siden FDF i Sønderholm og Frejlev blev stiftet. Det blev forleden fejret ved en speciel fest og reception.
Festlighederne blev indledt med en jubilæumsgudstjeneste, hvor Sønderholm Kirke var fyldt til bristepunktet med blå FDF'ere og dannebrogsflag. Herefter gik hele flokken til Frejlev anført af faner og tamburkorps med tamburmajor, trommer og fløjter.

På plænen ved kredshuset på Frejlev Skolevej var der varmet op med kagemand og helstegt lama. Indenfor i kredshuset var der indrettet et specielt museum, hvor Landsforbundet FDF's historie fra 1902 og frem til i dag blev fortalt. Der kunne ses og røres ved gamle uniformer, trøjer, huer og billeder fra FDF's lange historie. I et lille lokale kørte et diasshow med en perle af billeder fra kredsens egne aktiviteter fra 1964 og frem til den nys afholdte sommerlejr foran kirken i Frejlev.

Festlighederne sluttede af med opsendelse af blå balloner, hvorfra man siden har fået melding om, at en ballon er landet i Sverige: – Vi har også modtaget en hilsen fra Isa (10 år) og Myra (6 år) som har fundet fire af vores sedler fra ballonerne - de er fløjet helt fra Frejlev til Åsa, en svensk by næsten 150 km herfra, fortæller Viggo Gorm Pedersen.