Preben Drastrup driver på økologisk vis 100 hektar jord, der blandt andet giver plads til 210 øko-søer og deres hytter. Her stopper nysgerrige forbipasserende ofte op og betragter de små grislinger, som pisker henover marken med krølle på halen.

Kate Bryrup har »Gravhøjgård« med ænder og kyllinger som boltrer sig på en græsmark med god plads. Det er vigtigt for deres trivsel og for kødets smag, at de får græs, orme og biller - og hun står inde for at det hele selvfølgelig er økologisk!

Den erfarne kogekone Edith Agerbo står i spidsen for det økologiske køkken hos Halkær Ådal Økologisk. De nordjyske fødevareproducenter har fundet en spændende niche, mener den engelske øko-organisation Soil Association, som står bag prisen Organic Innovation Award.

Den nordjyske fødevareproducent Halkær Ådal Økologisk Aps er nomineret til den engelske pris »Organic Innovation Award 2014« for deres helt unikke økologiske middagsretter.

En gruppe nordjyske økologiske landmænd har fået en idé, der er så god, at de nu er indstillet til en prestigefyldt, international pris.
Halkær Ådal Økologisk er et samarbejde mellem seks økologiske landmænd og en dygtig kogekone.
Ideen bag Halkær Ådal Økologisk er at give danske forbrugere muligheden for at købe sunde og velsmagende færdige måltider, tilberedt af økologiske, lokale råvarer af høj kvalitet og med fokus på den gode smag.
- Det skal være nemt og lækkert at spise sund, veltillavet mad af rene, økologiske råvarer. Det er tanken bag vores velsmagende og nærende økologiske middagsretter af høj kvalitet, forklarer Kate Bryrup. Hun er salgsansvarlig i Halkær Ådal Økologisk og står selv for produktionen af økologiske ænder fra sin gård Gravhøjgård i Byrsted ved Nibe.

Gennemført økologi
Der findes to forskellige typer af frosne middagsretter fra Halkær Ådal Økologisk. Den ene er gourmet-retterne, som sælges i bl.a. Irma-butikkerne, bestående af simremad som f.eks. Limousinegryde og Braiseret Gris. Alle retter er tilberedt med mørt kød, kraftig sauce og naturligvis med grøntsager. Retterne er beregnet til to personer, men tilbehøret skal man selv tilberede i form af kartofler, ris, pasta og salat. Og der er tænkt på økologi og bæredygtighed hele vejen, idet Gourmetretterne er pakket i bionedbrydelig celluloseemballage, der kan opvarmes i både ovn og mikrobølgeovn.
Et andet meget populært produkt er Basic-retterne fra Halkær Ådal Økologisk. Her er der tale om klassiske og velkendte retter fra det danske køkken, f.eks. frikadeller med stuvet hvidkål eller med et lille twist som udfordrer smagsløgene, kyllingelår med honningstegt porre. Basicretterne er et fuldt måltid for én person, og de indgår i »Halkær Kassen Basic«, - en færdigpakket menu til ugens syv dage, som kan bestilles til levering på hjemadressen. Dette koncept har banet vej for en kontakt til Ældre Sagen, hvis medlemmer blot er én af målgrupperne for måltiderne i dette produkt.
- Vi leverer over hele landet, og i dag kommer langt de fleste nye kunder til, efter at de har fået vores mad anbefalet af andre tilfredse kunder. Vi lægger meget vægt på kvaliteten af vores produkter, og derfor involverer vi vores kunder i fokusgruppeundersøgelser.
- Kundetilfredsheden er meget høj, og vi bruger de tilbagemeldinger, vi får fra kunderne, i udviklingen af nye, spændende opskrifter, siger Kate Bryrup.


Spændende niche
Den danske fødevareproducent har fat i en spændende niche. Det mener den engelske øko-organisation Soil Association, som står bag prisen Organic Innovation Award.
Prisen, der hylder nye ideer, processer og produkter, som introduceres indenfor økologien, bliver uddelt den på søndag - den 13. april - i London ved en højtidelighed med The Natural Organic Products Europe (NOPE) som vært. Her vil også en række andre priser for økologi og bæredygtighed blive uddelt.
- Vi har modtaget en lang række indstillinger, også internationalt, i år. De mange spændende indstillinger tegner et billede af et højt antal passionerede nye aktører med kloge ideer og forretningsområder. Et bevis på, at der foregår virkelig meget spændende innovation indenfor økologien, siger Laura Andrews, der er events manager ved Soil Association.