- Søndag, 13. oktober 2013

Fysiklærer Mette Thellufsen sender en raket afsted sammen med eleverne.

De første penge er i hus ved natløbet i Nibe.

Rejse i rummet, tegnet af Jakob.
Måske vidste ingen at de indledende øvelser til en astronautuddannelse var en mulighed, så endda her i Nordjylland. Ikke desto mindre er det noget man på Vokslev Friskole har brugt sidste uge på. Alle elever har arbejdet med solsystemet og rumfart, som overordnet emne. I den forbindelse har en gruppe sat sig grundigt ind i, hvordan man bliver astronaut og hvilke krav der stilles til aspiranterne. Det er jo meget aktuelt, da vi netop nu har den første danske uddannede astronaut, Andreas Mogensen, som om to år bliver sendt på sin første mission til den Den Internationale Rumstation, ISS, forklarer skoleleder Mette Gudum.
På friskolen har man ladet eleverne på mellemtrinet rejse ud i rummet og besøge planeterne på en planetsti, som strækker sig fra skolen og 450 meter ud ad Binderupvej. De to astronauter har filmet turen og fortæller om det de har set. De store børn har arbejdet med mere abstrakte emner, som verdensopfattelser og verdensbilleder gennem tiderne og vores fremtidige muligheder for at rejse i rummet. De mindste – og de største – har bygget rumraketter. Flere gange i ugens løb har Vokslev by været i potentiel fare for raketnedstyrtninger, da fysiklærer Mette Thellufsen har eksperimenteret med raketter og ikke haft så meget styr på, hvor de landede!!
Emneugen blev sluttet af med natløb i Nibe by, hvor børnene skulle finde poster og tjene penge, som de så skal nå frem til verdensbanken med – vel at mærke – uden at blive fanget og berøvet af lærerne, som gemmer sig rundt om på gader og stier. Det er nu tiende gang man laver dette natløb, som et alternativ til skolernes motionsdag. Det er helt klart et af årets højdepunkter for både elever, lærere og ikke mindst forældrene, som står poster og løber med de mindre elever. Det er altså motionsdag for alle, udtaler Henrik, som er én af de lærere, der har stået for arrangementet dette år, slutter Mette Gudum.










