Om kort tid drager Nibe-spejderne Trine Damgaard og Sille Veggerby til Japan, hvor de deltager i den 24. Verdensjamboree for spejdere. Til daglig er de en del af Det danske Spejderkorps’ Nibe Gruppe – Trine som en del af »klanen« og Sille som en del af »troppen« og hjælpeleder for Nibe Gruppens minispejdere.

Trine Damgaard og Sille Veggerby – drager til Japan for at opleve landet og deltage i Spejdernes Verdensjamboree.

Nibe Avis har talt med de to spejdere inden afrejsen til Japan, som omfatter dels en rundrejse til forskellige egne i landet og dels deltagelse i den egentlige Jamboree i dagene 28. juli til 8. august.
Pigerne siger til Nibe Avis, at det bedste ved at være spejder er fællesskabet med andre spejdere. Og det gælder såvel i den lokale Nibe Gruppe som i kontakten med spejdere fra andre spejdergrupper – og de regner med, at det også vil gælde, når de om kort tid kommer i kontakt med mange tusinde spejdere fra andre lande og verdensdele. Og det er netop ét af hoved formålene med turen til Verdens Jamboreen i Japan, som afholdes hvert fjerde år: At samle verdens spejdere til fælles oplevelser og kontakt om fælles værdier.

Pigerne har i øvrigt allerede skabt kontakt til en del af de danske spejdere, som også deltager i Japan. Det er sket ved »for-weekends«, dels i efteråret 2014 og dels i dette forår.
Det er en dyr fornøjelse at deltage i den verdensomspændende spejderlejr i Japan – en tur, man som spejder kun skal påregne at komme på én gang i livet. Pigerne oplyser, at de har søgt Sct. Georgs Gilderne og en række lokale sponsorer om hjælp til rejsen og lokalt har de solgt lodder for bl.a. Diabetesforeningen for at tjene til turen, hvor i alt 422 spejdere fra Danmark har fået mulighed for at deltage. For begges vedkommende har de søskende, som tidligere har deltaget i Verdens Jamboreen.

Efter turen til Japan starter Sille i Nibe Skoles 9. klasse, mens Trine starter i 2.G på Aalborg Handelsskoles afdeling i Thurøgade.