- Torsdag, 13. september 2012

Den kommende sognegård for Vokslev og Nibe sogne placeres i området mellem Nibe Kirke og det nyere område ved Toften.

I sognegårdens indre arbejdes der med flere spændende indretninger og forskellige lysindfald.

Skitse til det kommende indgangsparti, for sognegården, der er fælles for Vokslev og Nibe sogne.
Ny fælles sognegård i Nibe er central i arbejdet omkring de to sogne.
Om få uger er der igen valg til de danske menighedsråd. Det sker hvert fjerde år, men i Nibe og Vokslev sogne er situationen denne gang lidt anderledes.
I foråret besluttede menighedsrådene i de to sogne, at der fra det kommende kirkeår, som indledes 1. december, kun skal være ét fælles menighedsråd i de to sogne.
– Det samlede menighedsråd for to sogne er ikke et udtryk for, at sognene formelt lægges sammen. Fremgangsmåden er alene et udtryk for, at der i forvejen – som det har været tilfældet gennem mange år – er et snævert samarbejde mellem de to sogne, og mange af beboerne i den sydlige del af Nibe by, rent faktisk bor i Vokslev sogn, forklarer advokat Niels Pedersen, der er formand for valgbestyrelsen i Nibe sogn.
– Det kommende menighedsråd sammensættes med fem repræsentanter, valgt i Vokslev sogn, og syv repræsentanter, valgt i Nibe sogn.
Niels Pedersen fortsætter: Der er som bekendt samarbejde om selve gudstjenesterne, idet Nibe og Vokslev sogne danner ét pastorat, og alle er bestemt velkommen til arrangementer i det ene sogn, selv om man bor det andet sogn. Også de mere praktisk / dagligdags opgaver er der samarbejde om. Det gælder mødelokaler og administration, som i dag har hjemme i »Dommer-gaarden« i Nibe.
Netop den fælles sognegård er i denne tid et meget aktuelt tema, idet de to menighedsråd for nogen tid siden besluttede at igangsætte en proces med byggeri af en helt ny fælles sognegård for de to sogne. Stedet hvor denne sognegård skal ligge, er også bestemt, nemlig på en tom byggegrund ved »Tyvedalstien«, der suppleres ved at inddrage grunden fra et hus i Kirkestræde, som rives ned. Denne løsning har de to menighedsråd godkendt, og ud fra dette grundlag har en række arkitektfirmaer været indbudt, med mulighed for at komme med ideer og forslag til et kommende byggeri.
Her har menighedsrådene valgt Arkitektfirmaet C. F. Møller A/S i Aalborg, og hvor arkitekt Trine Riis Ivarsen forklarer projektet således:
– Bygherren har valgt at placere den kommende sognegård et centralt sted i Nibes historiske bymidte, umiddelbart nord for kirken, og mellem det nyere kommercielle centrum, Toften. Grunden her har facade til såvel til Kirkestræde, til Stenvej og til Tyvedalstien, stiforløbet, der gennemskærer byen i et fint bugtet forløb.
– I samarbejde med landets ældste teglværker er der udviklet en særlig teglsten, og det er en sådan specialmonteret sten, der bliver anvendt til byggeriet – såvel tagflader som ydermure. Dermed bevares facadevæggenes ydre kvaliteter, i form af holdbarhed, skønhed og patina. Materialevalget og udformningen af bygningen indpasser sig således fint i Nibes historiske centrum, understreger Trine Riis Ivarsen.
På det indkaldte orienteringsmøde i morgen torsdag i Dommergaarden Nibe, vil menighedsrådene orientere yderligere om projektet, ligesom der når »arkitektprocessen« er endeligt på plads, vil blive indkaldt til et orienteringsmøde, hvor alle detaljer bliver fremlagt, siger Niels Pedersen til Nibe Avis.










