- Tirsdag, 8. marts 2011

I nærmeste fremtid vil der rundt om i Øster Hornum skyde pæle med et Kløversti-logo op.
Hver sti får sin egen farvekode ligesom en skiløjpe. Grøn er 2.5 km, blå 5 km, rød 7.5 km, mens den sorte sti kan være af en længde på mindst 10 km. De 4 stier får sit startsted midt i byen, på plænen foran krydset Nibevej/Øster Hornumvej, forklarer Per Vilsbøll fra »Byg & Bo« under Øster Hornum Borgerforening.
– Kløverstierne skal naturligvis etableres rent fysisk, men det der er den største udfordring, og som er en vigtig del af Kløverstiprojektet er at stierne kommer til at passe til byens og oplandets indhold af natur, kultur og fritidsoplevelser. Fokus skal være at formidle de gode historier i og omkring Øster Hornum, siger Per Vilsbøll til Nibe Avis.
Derfor inviterer Byg & Bo gruppen under Øster Hornum Borgerforening til orienterende møde om projektet. Formålet er at få foreninger og institutioner til at byde ind på, eller komme med gode forslag til information langs stiforløbene. Skolen kunne eksempelvis byde ind på såkaldt udeundervisning i biologi og natur og teknik. Naturvejledere i Rebild Kommune står klar til at hjælpe. Vi har i Øster Hornum et glimrende Lokalhistorsk Arkiv, der har megen viden om de kulturhistoriske forhold på egnen. Det kan også være at løbeklubben har gode ideer, eller at én af de lokale fotografer i byen har forslag til informationer. Det er altså ikke etableringen af stierne Byg & Bo ønsker hjælp til, men først og fremmest formidlingen, »den gode historie«, understreger Per Vilsbøll.
Der følger en sum penge med Kløverstiprojektet, og Byg & Bo har i dialog med Rebild Kommune ansøgninger ude i relation til selve etableringen.
Pia Bonde og John Mønsted er Rebild Kommunes repræsentanter i projektet. Der er udpeget i alt 10 Kløverstier pilotprojekter i hele landet Rebild Kommune er eneste repræsentant i Nordjylland.









