Godt udlæg og pauseføring til Nibe endte med nederlag i Aalborg.

Bagest fra venstre: Jonas Haldrup, Michael Pedersen, Jesper Boye, Rasmus Skoda, Anders Droob, Christian Nøhr, Mikkel Pedersen og træner Jan Frank. Forrest fra venstre: Magnus Veggerby, Mads Krogh, Frederik Skak, Joachim Holm, Frederik Dahl, Mads Espensen og Christian Hedegaard. Ikke på billedet: Holdleder Morten Pedersen.

HÅNDBOLD - herrer, Jyllandsserien

Aalborg KFUM 2 – Nibe HK 1: 25-22 (11-13)

Mål for Nibe HK: Jonas Haldrup 4, Anders Droob 4, Christian Hedegård 3, Mads Espensen 3, Frederik Dahl 3, Casper Møller 2, Rasmus Skoda, Mads Krogh og Christian Nøhr hver 1 mål.

– Gennem 35 minutter spillede Nibe Håndboldklubs bedste herrehold i Jyllandsserien rigtig godt, men spillerne forfaldt derefter til gamle vaner med at brænde 100% chancer og for hurtige afslutninger, siger træner Jan Frank – og han fortsætter:

– Vi fik en lidt skidt start og kom bagud 6-3, men kommer rigtig godt igen; spiller godt de sidste 20 minutter af første halvleg med tempo og kontraer, og vi førte 11-13 ved pausen.

Efter en fin start på 2. halvleg kom vi foran foran 12-15, men brænder så et par 100% chancer og KFUM kom op på 15-15 i stedet. Så faldt vi tilbage og begyndte at brænde chancer og skyde for tæt på forsvaret. Vi mistede så tempo i forsvar og angreb, og det er elementer, vi skal have ændret. Det er lærepenge, og så må jeg jo sørge for at de er godt givet ud. Da det jo er mig, der har ansvaret, skal jeg få rettet op på det, og det tror jeg også drengene gerne vil – så vi kæmper videre, lyder det fra Nibe-træneren, der I same åndedrag roser målmand Joakim »Jogge« Holm, som stod en flot kamp.