Pokaler for dygtig indsats - fra venstre mod højre: Kurt Sørensen, Kurt Nielsen, Solveig Nielsen, Hanne Hansen, Mogens Weber.

Ved generalforsamlingen i DcH Nibe – Danmarks civile Hundeførerforening – gennemgik formanden Kaj Pharsen det forløbne års aktiviteter.

Han hæftede sig bl.a. ved, at man sidste år ved denne tid måtte betjene sig af træning i ridehaller. Det havde vist sig at være en ganske god løsning, da sneen langt ind i marts lå tykt over træningsbanen i Nibe.

Gennem sæsonen havde foreningen i øvrigt deltaget i lokal- og kredskonkurrence, forskellige emne-relaterede aktiviteter samt indsats for Nibe Festival.

Mistede plads ved DM
Midtvejs i sommerferien kom der overraskelser af den negative art. Fra Justitsministeriet, fik DcH afslag på en dispensationsansøgning i forhold til hunden Ronja´s deltagelse i konkurrencer. Ronja har mistet noget af halen ved et uheld, men uheld eller ej, og på trods af mange skrivelser, må Ronja fortsat ikke deltage i konkurrencer, sagde Kaj Pharsen. Samtidig mistede Ronja og fører Hanne Hansen deres plads ved DM og samtlige resultater er blevet slettet. Som et plaster på såret blev Ronja og fører tilbudt at blive eftersøgningshund, og vi har nu en sådan i klubben. Det har været og er en rigtig træls sag, som også har haft konsekvenser for mange rundt omkring i DcH, høj som lav. Men nu er der anskaffet en ny hvalp i familien og så må vi jo håbe, at alle de gode erfaringer bidrager til nogle hurtige oprykninger, så DM igen bliver aktuel og ikke også mindst, at HTH-lågerne fremover forbliver, hvor de skal. Sagen kører i øvrigt forsat gennem brevveksling mellem DcH Nibe, Landsforeningen, Justitsministeren og diverse andre folketingspolitikere, orienterede Kaj Pharsen.

Susanne Sabroe og Kurt Sørensen er nyuddannede trænere i lydighedsprogrammet, og Camilla Bruhn Jørgensen og Kaj Pharsen er blevet nye trænere i Agilityprogrammet.

Endelig er Dorthe Holm tiltrådt i klubben som træningsleder, herunder modtagelse af nye hunde og hundeførere, samt fordeling af hunde, hundefører og trænere på de forskellige hold.

På valg var sekretær Hanne Dausel, som ikke ønskede at genopstille. Hun blev afløst af Kurt Sørensen. Også på valg var kassereren Lena Blicher, som genopstillede og blev genvalgt.

Bestyrelsen består herefter af: Formand Kaj Pharsen, næstformand Ann Fournais, kasserer Lena Blicher, sekretær Jytte Andersen og bestyrelsesmedlem Kurt Sørensen.

Pokaler
Solveig Nielsen modtog årets trænerpokal. Som årets hundefører blev valgt Hanne Sten Hansen. Kurt Sørensen fik årets, og Mogens Weber fik årets dingopokal for årets ”sjoveste” indslag. Endelig blev Kurt Nielsen vinder af C-klassen til lokalkonkurrencen.