- Lørdag, 29. august 2009

Mørket lå stadig tungt, da Nibe Roklubs Morgenroere lørdag mødte ind for at fejre 20 året for starten på det stadigt aktive Morgenhold.

Stor aktivitet på bådebroen, inden afgang.

Morgenholdet klar til afgang i det gode skib r/s »NIBE«. Fra ventre Styrmand Torben Jakobsen, Jacob Søndergaard, Jørgen Mark, Frank N. Nielsen og Leif Beltoft.

Da det sidste af tre bådehold nåede i land, stod regnbuen over Nibe Bredning.
Siden 1990 er et hold af garvede morgenroere i Nibe Roklub, troligt hver onsdag morgen kl. 5.30 i rosæsonen stævnet ud på Limfjorden.
De fem oprindelige roere er siden starten for 20 år siden vokset til et hold på 10, hvoraf kun en enkelt kan holde sig under de 50 år.
Lørdag morgen havde Nibe Roklubs »Morgenhold« imidlertid inviteret andre af Nibe Roklubs medlemmer til en rigtig morgen-rotur, for på den måde at markere noget der nærmer sig afslutningen på den 20. sæson.
I alt 13 roere mødte op på det – for nogen – ukristelige tidspunkt, men Morgenholdet havde fastholdt, at de fremmødte medlemmer skulle opleve solopgangen over Nibe fra søsiden. Og sådan blev det.
Tre bådehold med i alt 13 roere stævnede ud i bådene »IPA«, »Essen« og »NIBE« – sidstnævnte klubbens ældste båd i aktiv drift, som blev gennemrenoveret sidste år i forbindelse med bådens 60 års jubilæum for ibrugtagning.
Roklubbens Morgenhold består af i alt alt 10 roere: Jørgen Hjort, Flemming Clausen, Torben Jakobsen, Ejlif Clausen, Erik Svendsen, Frank Normann Nielsen, Ejler Jacobsen, Leif Beltoft, Jørgen Mark og Jacob Søndergaard. De sidstnævnte fire udgjorde sammen med klubbens tidligere formand Per Schmidt i 1990 de første på »Morgenholdet« i Nibe Roklub.










